Effektivisering af produktionslinjen, omkostningsreduktion, øget kvalitet og arbejdsglæde – fordelene ved at implementere en kollaborativ robot, i for eksempel en produktionsvirksomhed, er mange. Alligevel tøver virksomhederne med at investere i en digital, hjælpende hånd, fordi de mangler viden om de muligheder, robotterne giver. Det skal ny indsats ændre på.
Mere effektivitet, højere kvalitetsniveau og mindre spild.
Det er blot nogle af de fordele, virksomheder kan opleve ved at implementere en kollaborativ robot – også kaldet en cobot.
Nu skydes en ny indsats, EDOcobot, i gang i Odense, som netop skal sikre, at flere virksomheder får en cobot. Indsatsen, der er et samarbejde mellem Teknologisk Institut, Erhvervshus Fyn, Odense Robotics samt det Syddanske EU-Kontor og Enterprise Europe Network, er sat i verden for at forbedre robotfærdigheder og udbrede anvendelsen af kollaborative robotter i små og mellemstore produktions- og logistikvirksomheder. Formålet er at øge effektiviteten og produktiviteten samt generelt højne det digitale niveau i virksomhederne.
For der er god grund til at implementere kollaborative robotter i produktionen. Det kan de skrive under på hos Taasinge Elementer, som producerer træelementer til byggebranchen. Her står en cobot med stor nøjagtighed og fylder isolering i træelementerne og skærer og sømmer i pladematerialer. Den stopper ikke på noget tidspunkt, og den behøver hverken frokost- eller toiletpauser. Det eneste, den kræver, er en operatør, som den kan “samarbejde” med, så den hele tiden ved, hvad den skal lave.
– Det er et tidskrævende og bøvlet stykke arbejde at fylde isolering i træelementerne, og samtidig er processen med håndteringen af pladematerialer tung og ikke særlig ergonomisk for vores medarbejdere. Så robotten aflaster vores medarbejdere og skaber et langt bedre arbejdsmiljø. Samtidig producerer vi langt mere end tidligere – med vores sædvanlige fem mand på produktionslinjen producerer vi lige så meget, som ni mand ville kunne, siger Alexander Laning, der er Head of Business Optimization hos Taasinge Elementer, og tilføjer:
– Det kan være en kæmpe udfordring at vide, hvor man skal starte. Derfor glæder jeg mig til at se, hvordan EDOcobot-projektet kan hjælpe flere virksomheder med at komme i gang med deres automationsrejse.
Implementeringen af Taasinge Elementers cobot-løsning har åbnet for nye muligheder for yderligere automatisering i deres produktion, som de planlægger at forfølge de kommende år.
Går glip af store gevinster
Selvom mange virksomheder i Danmark har et ønske om at automatisere arbejdsgange og processer ligesom Taasinge Elementer, så er der mange udfordringer og barrierer forbundet med at realisere ønsket.
I en undersøgelse lavet af Teknologisk Institut svarer næsten 40 procent af de adspurgte virksomheder, som i dag ikke anvender robotter, at de simpelthen mangler viden om de muligheder, der er for at automatisere. Mange virksomheder mangler også kompetencerne.
Undersøgelsen peger desuden på, at en markant del af virksomhederne godt er klar over, at de går glip af muligheder for blandt andet effektivisering af produktionslinjen, fordi de ikke anvender robotter.
– Den første robot er som regel altid den sværeste at implementere. Der er derfor brug for at give flere virksomheder en hjælpende hånd til at komme i gang. Til at få klarlagt sine behov og lave konkrete forsøg i selskab med uvildige robotspecialister, inden man investerer i udstyr, siger Jacob Kortbek, der er centerchef ved Teknologisk Institut.
Hos Erhvervshus Fyn, som er ansvarlig operatør af EDOcobot, ser man det som en nødvendighed, at flere produktions- og logistikvirksomheder automatiserer.
– Det handler ikke om kun om den enkelte virksomheds udvikling og vækst. Det handler om at løfte en hel gruppe af virksomheder, så de skaber attraktive arbejdspladser med specialiserede job og produkter af høj kvalitet, så vi sikrer danske fremstillingsvirksomheders internationale konkurrencekraft. I sidste ende betyder det vækst og velfærd til Danmark, så det er store ambitioner, vi har med EDOcobot, siger Kasper Aagaard, der er direktør for Udvikling, Finansiering og EI i Erhvervshus Fyn.