Babyer i udsatte familier får nu bedre forudsætninger for at få en god og tryg start på livet. Odense Kommune har netop modtaget seks millioner kroner fra Social- og Boligstyrelsen til Familiens Hus. Her skal de – som et ud af tre steder i landet – videreudvikle en indsats til familieanbringelser af gravide og nye familier.
I tilknytning til Odense Kommunes børnehjem, Løkkehus, ligger i dag en mindre afdeling kaldet Familiens Hus. Her har gravide og spædbørnsfamilier siden 2021 midlertidigt kunne flytte ind, når der er tvivl om forældrenes evne til at varetage omsorgen for barnet, og hvor der er bekymring for barnets trivsel og udvikling i en sådan grad, at anbringelse af det lille barn anses for at være et muligt udfald. Der ses dog også en mulighed for at arbejde med forældrene, så de forhåbentlig i stedet kan flytte hjem igen sammen med deres lille barn.
I Familiens Hus får forældre hjælp til at danne tilknytning til barnet, imødekomme babys behov og i det hele taget komme ind i forældrerollen. Succeskriteriet for en vellykket familieanbringelse er at understøtte barnet og familiens fremtidige vilkår, hvad enten barnet anbringes eller familien flytter hjem sammen.
Vil ændre livsbaner
Det glæder børn- og ungerådmand Susanne Crawley Larsen, at bevillingen på seks millioner kroner til Familiens Hus betyder, at kvaliteten af tilbuddet kan udvikles yderligere, ligesom der bliver rum til flere familier. Odense Kommune skønner, at omkring otte familier årligt vil blive indskrevet i Familiens Hus.
– Familien er barnets fundament – også når betingelserne fra start er svære. Håbet er, at vores helt tidlige hjælp kommer barnet til gode. Det kan være, at vi ser behovet for, at barnet bliver anbragt tidligt, måske stadig med sin familie som netværk, eller at familien med det samme får den rette hjælp til at kunne give barnet tryghed, nærvær og et omsorgsfuldt hjem. Med Familiens Hus ønsker vi at give børn bedre muligheder, end hvis vi ikke havde været der så intenst i starten af deres liv, siger Susanne Crawley Larsen.
En del af den familierettede indsats i Familiens Hus handler om at etablere et støttende netværk omkring familien, da det kan være afgørende for familiernes trivsel, når familien igen skal bo i egen bolig.
– Desværre er der flere og flere børn og unge, der ikke har det godt og mistrives. Det er en udvikling, vi tager meget alvorligt og kæmper for at ændre. En meget vigtig del af indsatsen er, at vi tillidsfuldt hjælper unge familier, der har det svært, godt på vej i livet. Jeg er ikke i tvivl om, at vi med styrkelse af Familiens Hus har endnu bedre rammer til at forebygge både psykisk og fysisk mistrivsel hos de nye familier, siger sundhedsrådmand Tommy Hummelmose og tilføjer:
– Det er med til at sikre hjælpen til barnet og familien, så de sammen får en god start på livet, selvom vilkårene måske er sværere end for andre.
Bygger videre på tæt samarbejde med OUH
Indsatsen omkring Familiens Hus ligger naturligt i forlængelse af et i forvejen tæt samarbejde mellem jordemødre og socialrådgivere på Odense Universitetshospital samt bl.a. sundhedsplejersker, familiebehandlere og socialrådgivere fra Odense Kommune.
Via et endnu tidligere og tættere samarbejde vil de forskellige fagligheder belyse den enkelte families udfordringer og potentialer samt støtte dem med afsæt i en tillidsfuld relation. Eksempelvis har medarbejdere fra Familiens Hus efter familiers eget ønske været med under fødslen og indlagt sammen med mor og barn i den første tid derefter for at kunne give den nødvendige omsorg.
– Vi glæder os over bevillingen til Odense Kommune og ser frem til at kunne fortsætte og udbygge vores samarbejde med kommunen og øvrige aktører omkring familier med et særligt behov. Vores samarbejde bygger på mere end 15 års erfaring – og vi ved, at jo tidligere i graviditeten, der kan sættes ind med en tværfaglig og tværsektoriel indsats, jo bedre kan fundamentet under familierne blive. Desuden ved vi, at familierne er motiverede for at skabe forandringer for deres ufødte barn, så denne bevilling giver mulighed for i endnu højere grad at understøtte dette, siger chefjordemoder ved OUH, Anette Frederiksen.
Familiens Hus er en del af Odense Kommunes ambition om at udvikle ‘Danmarks Bedste Børnehjem’, hvor døgninstitutionen gentænkes som mere end et anbringelsessted. Ambitionen er at udvikle et fleksibelt højkvalitetstilbud, som imødekommer børn, unge og familiers behov i en anbringelsessituation.
– Med bevillingen får vi mulighed for at videreudvikle en vigtig og tidlig del i vores brede vifte af tilbud til sårbare og udsatte børn og familier i Odense. Når vi ser et lille barn for os, skal det få os til at samtænke indsatser omkring barnet før, under og efter en anbringelse. Og vi skal lægge os i selen for at se hele vejen rundt om barnets behov for tryghed, sundhed, behandling og udvikling på én gang. Det kræver helhedstænkning, hvis vi vil hjælpe anbragte børn godt på vej i livet, siger chef for Familie og Forebyggelse i Børn- og Ungeforvaltningen, Sonja Serup.