Nye flotte og grønne rammer blev fredag indviet ved Behandlingscenter Odense. Det nye gårdmiljø med bænke og afskærmede kroge skal skabe et mere indbydende indgangsparti, hvor det er muligt at ankomme og opholde sig mere diskret. Det nye gårdmiljø vil også kunne bruges aktivt i behandlingen.
Det nye gårdmiljø er finansieret af en donation på 5,2 mio. kroner fra Den A.P. Møllerske Støttefond.
Tilfredsheden med det nye gårdmiljø var stor, da gyldne sakse fredag middag klippede snoren over og indviede de nye rammer om Behandlingscenter Odense.
Saksene blev betjent af Bent G. Andersen, der er bruger i behandlingscenteret, konstitueret formand for Udsatterådet Mette Guul og de to rådmænd Søren Windell og Christoffer Lilleholt.
Sidstnævnte glædede sig over, at omgivelserne nu i højere grad udstråler den værdighed og respekt, der skal være omkring stofbehandlingen.
– Brugerne her på behandlingscenteret kæmper dag for dag og skridt for skridt med at komme fri af stoffernes magt. Viljen til at gøre den indsats har jeg stor respekt for. Derfor skal vi selvfølgelig stå klar med den rigtige behandling af høj faglig kvalitet og sikre, at brugerne møder nogle indbydende rammer. Brugerne har længe ønsker et nyt gårdmiljø, og det har vi nu sikret med den flotte donation fra Den A.P. Møllerske Støttefond, siger beskæftigelses-og socialrådmand Christoffer Lilleholt.
Ønske fra medarbejdere og brugere
Projektet har sikret mere afskærmning ud mod Grønlandsgade, og indgangspartiet er blevet mere tilbagetrukket.
– Området er blevet flot, og det er meget positivt, at vi har fået nogle ordentlige bænke at sidde på. Lige nu er her måske stadig lidt åbent, men jeg håber, at området bliver lidt mere afskærmet, når planterne vokser op, siger Bent G. Andersen, der er kommet på Behandlingscenter Odense siden 2009.
Det nye gårdmiljø har gennem længere tid været et ønske fra både medarbejdere og brugere, og da den A.P. Møllerske Støttefond i 2022 donerede 5,2 mio. kroner til projektet, blev processen sat i gang. I oktober 2023 blev spaden stukket i jorden, og nu er anlægsarbejdet altså på plads.
– – Det er et flot projekt og det er godt, at vi har fået skabt et smukt område, der samtidig sikrer, at brugerne ikke oplever at blive udstillet på grund af behandlingscenterets placering og indretning. Der er blevet lavet en rigtig fin løsning og et godt arbejde af alle fra arkitekt over medarbejderne i By- og Kulturforvaltningen til entreprenørerne, og det vil jeg gerne sige tak for, siger by- og kulturrådmand Søren Windell.
De fysiske rammer spiller en vigtig rolle for Behandlingscenter Odenses mål om at løfte kvaliteten af stofbehandlingen i dialog med borgerne.
– Man siger, at klæder skaber folk, og på samme måde spiller rammerne en vigtig rolle, når vi skal hjælpe og behandle mennesker i udsatte positioner. Det ny gårdmiljø tilfører Behandlingscenter Odense en flot og tiltrængt værdighed i mødet med de mennesker, der kommer her for at få hjælp, siger konstitueret formand for Udsatterådet Mette Guul.