Et nyt hjemmetræningstilbud i Odense Kommunes ældrepleje viser, at hjemmetræning både kan udskyde og reducere ældres behov for hjemmehjælp. Herudover stiger livskvaliteten, og de ældre føler sig gladere og mere uafhængige.
Det nye hjemmetræningstilbud blev lanceret i Odense Kommune den første oktober 2023. Siden opstart har 128 modtagere af hjemmehjælp gennemført det 12 ugers træningsforløb, og tendensen viser, at 84% har fastholdt eller forbedret deres fysiske formåen. Hertil kommer, at hele 85% har fastholdt eller reduceret behovet for hjælp i hjemmet.
Dette er noget, der glæder Brian Dybro, der er rådmand for ældre- og handicapområdet i Odense.
– Jeg synes, det er helt fantastisk, når vi finder metoder, der kan hjælpe de ældre i Odense med at fastholde eller genvinde deres styrke og dermed også evnen til at begå sig i hverdagen. Især hvis det betyder, at de har fysikken og overskuddet til at komme lidt rundt og f.eks. møde andre mennesker, fordi vi jo ved, at mange ældre føler sig ensomme. Så tendenserne i hjemmetræningens resultater er på mange måder rigtig gode, lyder det fra Brian Dybro.
Nye måder at gøre tingene på
Det nye tilbud om hjemmetræning i ældreplejen spiller ind i hele den nytænkning af fremtidens ældrepleje, der lige nu pågår i Odense, og som understøttes af det ekspertråd på området, som Ældre- og Handicapudvalget har nedsat.
Fra ekspertrådet lyder en af de mange anbefalinger bl.a., at Odense Kommune skal sikre øget brug af velfærdsteknologi for at frigive ressourcer til også i fremtiden at løse de mange opgaver på ældreområdet, der f.eks. kræver fysiske besøg i hjemmet.
Det nye hjemmetræningstilbud er netop bygget op omkring et digitalt træningsprogram, som man som borger udfører sammen med en hjemmetræner fra kommunen.
– Med den alarmerende situation vi står i omkring fremtidens ældrepleje, er vi nødt til at spille på mange forskellige heste for også i fremtiden at kunne tilbyde en tryg og god ældrepleje. Den nye hjemmetræning er et godt eksempel på, hvordan velfærdsteknologi på en ansvarlig måde kan gå ind og hjælpe os med at løse nogle af opgaverne på ældreområdet til gavn for de ældre. Det, synes jeg er meget positivt, især fordi de ældre er glade for det, siger Brian Dybro.
Fakta om hjemmetræning i Odense
• Et hjemmetræningsforløb varer i 12 uger og foregår i den ældres eget hjem sammen med en hjemmetræner, der kommer to gange om ugen i perioden.
• Odense Kommune har ansat seks hjemmetrænere til at varetage træningen i de ældres hjem.
• Hjemmetræningen er bygget op omkring en trænings-app udbudt af virksomheden DigiRehab.
• Den foreløbige tendens fra Odense viser, at de ældre, der gennemfører hjemmetræningen, får et mindre behov for hjælp. Dette ses i form af en akkumuleret reduktion på gennemsnitligt ca. otte timer pr. borger allerede 19 uger efter opstart af træningsforløbet. Det faldende behov for hjælp skyldes bl.a. en styrket fysik og øget bevægelighed. For borgerne har det betydet en større uafhængighed og bedre livskvalitet.