FrivilligGalla dannede igen i år rammerne for Odense Kommune og Frivilligcenter Odenses uddeling af ildsjælepriserne.

Arrangementet, som er de sociale foreningers egen festaften, blev holdt på Posten i Odense, og med over 200 deltagere var der fuldt hus.

Foruden selve prisoverrækkelsen var der god mad og livemusik leveret af Annika Aakjær på programmet.

Aftenens hovedpris, Ildsjæleprisen, blev overrakt af borgmester Peter Rahbæk Juel.

På baggrund af indstillinger fra offentligheden var der udpeget tre nominerede til Ildsjæleprisen 2024:

•    Home-Start Familiekontakt Odense
•    Økonomi- og Gældsrådgivningen, Forbrugerrådet Tænk, Odenses frivilligteam
•    TUBANU

Publikum valgte ved aftenens afstemning, at TUBANU skulle modtage årets pris.

Om vinderen

TUBANU har trods foreningens unge alder formået at etablere et brugerdrevet tilbud, som understøtter de borgere, der er blevet for gamle til at høre under TUBAs tilbud til børn fra familier præget af misbrug, men som stadig har behov for et fællesskab af ligesindede.

Citat fra indstilling:
“Vores fem fantastiske frivilligkoordinatorer i TUBANU Odense planlægger og udfører meet-ups og aktiviteter flere gange om måneden for medlemmer af lokalafdelingen. Vores medlemmer er unge og voksne, som er opvokset i en misbrugsfamilie. Frivilligkoordinatorerne i TUBANU Odense er også selv medlemmer, men de har et ønske om at hjælpe ligesindede, og derfor har de valgt at blive frivillige i foreningen. Uden vores fem frivilligkoordinatorer var der ikke en TUBANU-lokalafdeling i Odense.”

Borgmester Peter Rahbæk Juel sætter et par ord på:

– Det er en ære at være med i aften, og jeg er stolt over at få lov til at uddele Ildsjæleprisen. Jeg synes, det er meget vigtigt at anerkende de frivillige og det store arbejde, de gør.

– Det er meget velfortjent, at TUBANU skal fejres med Ildsjæleprisen 2024 i aften.

Amalie Salbøg Petersen, frivilligkoordinator i TUBANU siger:

– Det er en kæmpe anerkendelse af det arbejde, vi laver. Prisen viser, at vores arbejde er vigtigt, og at vi gør en stor forskel. Vi er meget glade. 

Yderligere fire ildsjælepriser blev uddelt

Udover Ildsjæleprisen blev der også fundet vindere til Kickstarteren, Holdspilleren, Stjernen og Temaprisen.

Vinder af Kickstarteren: Det Kærlige Måltid

Prisen belønner nytænkning og iværksætterånd.

På under et år har Det Kærlige Måltid formået at etablere sig solidt i Odense Kommune og bidrager allerede til, at familier med akut sygdom tæt inde på livet ikke skal bekymre sig om mad til sig selv eller den sygdomsramte. 

Foreningen modtager Kickstarten, da den på kort tid ikke kun har fået en solid base i køkkenet på Skt. Jørgens Engen, men samtidig har formået at rekruttere frivillige blandt Odenses studerende og formår at give dem et meningsfuldt fællesskab. Dette uden at modtage kommunale tilskud andet end lån af et lokale i det lokale seniorhus.

Vinder af Stjernen (ærespris): Jens Arne Petersen

Prisen hylder en enkeltperson for en mangeårig frivillig indsats.

Jens Arne Petersen modtager Stjernen for sit utrættelige virke som formand for Skibhuscentret. Jens Arne gør en imponerende indsats for til stadighed at sikre, at centerets ca. 500 medlemmer og 40 frivillige kan nyde godt af et væld af aktiviteter. Med stor rummelighed og samarbejdsvilje sørger Jens

Arne for et hjertevarmt samlingssted, der er under konstant udvikling – senest har han været en central aktør i forbindelse med opførelsen af et større orangeri og et udendørs motionscenter. Han ser aldrig begrænsninger – kun muligheder – og hans varme og generøsitet smitter af på alt, hvad han beskæftiger sig med. 

Vinder af Holdspilleren: GirlTalk

Prisen belønner samarbejde mellem foreninger og virksomheder eller kommunen.

GirlTalk har med deres store engagement etableret sig som en anerkendt samarbejdspartner vedrørende unge – i dette tilfælde – pigers mentale sundhed og trivsel. GirlTalk formår at skabe et trygt rum, hvor der er plads til at være den, man er. De piger, der har deltaget, tilkendegiver efterfølgende, at det bl.a. har hjulpet dem til ikke at føle sig alene med deres tanker, og at de er blevet bedre til at bede om hjælp. Mange tilkendegiver også, at de i højere grad oplever, at det er okay at begå fejl. GirlTalk modtager Holdspilleren for deres arbejde med at styrke unge pigers mentale trivsel.

Vinder af Temaprisen Mental Trivsel – ensomme og ældre: Cykling uden alder

Prisen belønner fokus på at fremme den mentale trivsel. Temaet for prisen er Mental Trivsel – ensomme og ældre.

Under sloganet “Alle har ret til vind i håret” har man gennem de sidste 10 år kunnet se de karakteristiske cykler fra Cykling uden alder i Odenses gader – bemandet med ældre plejehjemsbeboere og glade frivillige. De ugentlige ture giver beboerne frisk luft og vind i håret, mulighed for at opleve byens udvikling og liv eller for at lægge vejen forbi lokaliteter, der er betydningsfulde for beboerne. Temaprisen Mental Trivsel går til de frivillige cykelpiloter i Cykling uden alder, da de i den grad er med til at give beboerne en god og meningsfuld oplevelse, øge livskvaliteten samt forbygge ensomhed gennem deres cykelture.

Tidligere modtagere af Ildsjæleprisen

2023: BRONX
2022: Center for Seksuelt Misbrugte Syd – Frivilligsektion
2021: Et fælles skridt
2020: Fyns Døveforening og Red Barnet Odense

Præmie: Vinderen af Ildsjæleprisen modtager en ildsjælestatuette udført af kunstner Jens Galschiøt.

Med Ildsjæleprisen følger, foruden anerkendelsen, overskuddet fra Kulturmaskinens Julegalla, der hvert år afholdes på Magasinet. Kulturmaskinens hyggelige og traditionsrige Julegalla er et varietéshow skabt af frivillige kræfter, der går sammen om en god sag i den søde juletid. Kulturmaskinens Julegalla foregår den 19. december kl. 20.00, og billetsalget begynder den 1. oktober på kulturmaskinen.dk.

 

Pressefoto