Ejeren af den succesfulde Kvik-butik på Risingsvej 55 udvider nu med en ny Kvik på Ørbækvej 101 i Odense SØ. Ambitionen er at skrue op for den fynske konkurrence og fordoble omsætningen inden 2024. Fredag den 4. september afholder den nye butik åbningsreception.
Odenseanerne har den 1. maj fået en ny Kvik-butik at handle bad, køkken og garderobemøbler i. Med den nye butik på Ørbækvej 101 bliver der fremover øget rift om køkkenkunderne i Odense. Ejeren af den nye butik, Carsten Grønning, har nemlig store ambitioner om at udvikle Kvik til at blive en endnu større spiller på det fynske køkkenmarked.
”Vi har de seneste seks år fordoblet vores omsætning på Risingsvej og oplever stor efterspørgsel på dansk design til lave priser og professionel rådgivning. Kunderne i Odense og omegn vil gerne behandles ordentligt og have en god kvalitet, men uden at betale overpris for den. Derfor passer Kviks koncept rigtig godt til fynboerne, og vi forventer at have fordoblet vores omsætning i 2024 ift. 2018,” siger Carsten Grønning, indehaver af de to Kvik-butikker i Odense.
Carsten Grønning har arbejdet hos Kvik i Odense i 20 år, heraf de seneste seks år som indehaver af butikken på Risingsvej. Her har han bl.a. indført fællesgymnastik hver mandag morgen, og Carstens loyale og positive sind sætter både sit præg på personalet og butikken, som ligger i top fem blandt Kviks butikker i Danmark ift. kundetilfredshed. Her anbefaler 85 pct. af kunderne Kvik videre til deres omgangskreds.
Det stod dog ikke i stjernerne, at den 57-årige uddannede revisor, som i begyndelsen arbejdede med regnskab og administration hos Kvik i Odense, skulle stå i spidsen for to butikker i byen.
”I 2014 skulle butikken på Risingsvej have ny indehaver. Jeg havde altid haft en drøm om at blive selvstændig – og kendte butikken ind og ud – så jeg tog springet. Det var selvfølgelig en udfordring, men jeg var heldig have at have en god medarbejderstab, som havde arbejdet og rådgivet vores kunder i 10-12 år. Stille og roligt begyndte vi at tage store markedsandele, og det har givet blod på tanden ift. at åbne en ekstra butik i Odense,” siger Carsten Grønning.
Nyt koncept: Få en køkkenekspert hjem til spisebordet
Den nye butik på Ørbækvej er ikke den eneste nyhed fra Kvik i Odense. Nu er det nemlig muligt at online-booke en lokal køkkenekspert hjem til privaten og få personlig, professionel køkkenplanlægning uden ekstra omkostninger.
Konceptet hedder Kvik Home og skal gøre det endnu mere enkelt for kunderne at købe et køkken.
”Her på Fyn skal det være nemt at købe et køkken. Derfor tilbyder vi nu vi tre mødeformer: butiksbesøg, videomøde og hjemmebesøg med det nye Kvik Home. Her medbringer vi fx en kuffert med materialeprøver, afstandsmåler, katalog og en bærbar computer, så vi sammen kan designe kundens nye drømmekøkken. Efter mødet kan kunden få en 3D-tegning af det nye køkken, korrekte målinger af rummet og et let overskueligt tilbud på alle dele,” siger Carsten Grønning, der forventer, at det nye Kvik Home-koncept som minimum vil stå for 10 pct. af butikkernes omsætning i 2021.
I anledning af den nye butik på Ørbækvej 101 afholder Kvik fredag den 4. september åbningsreception kl. 14-17, hvor kunder, venner, familie og forretningsforbindelser inviteres til en hyggelig eftermiddag med lidt mad og drikke.
Som følge af COVID-19 tages alle forholdsregler i forhold til at holde afstand, afspritning af hænder mv.
For yderligere information, kontakt:
Carsten Grønning, tlf.: 6311 3140