Hotelejer Jan Milling fylder 50 år, skriver Kursuslex, og derfor vil der være reception på Hotel Plaza Odense den 5. februar.
Jan Millings eventyr startede allerede i 1994, hvor han sammen med sin kone, Dorte Milling, købte Hotel Ansgar i Odense. Det var lidt af et sats for ægteparret, der var uddannet som henholdsvis tømrer og pædagog og derfor helt uden erfaring med hoteldrift. Jan Millings hustru var tilmed højgravid, da hun blev hotelejer.
Men i år kan Jan Milling fejre sin 50 års dag på et af i alt seks Milling Hotels. Dagen fejres som nævnt på Hotel Plaza i Odense den 5. februar med en reception fra klokken 14.00 – 17.00.
Parret havde en stor drøm om at blive selvstændige, og derfor kastede de sig ind i branchen – og nu er det 22 år siden. Ægteparret ejer seks hoteller under koncernnavnet Milling Hotels. Det er: Hotel Ansgar, Hotel Plaza og Hotel Windsor i Odense, Hotel Saxildhus i Kolding, Hotel Park i Middelfart og Hotel Søpark i Maribo.
– Det var et tilfælde, at det lige blev hotelbranchen, vi valgte. Det handler om at turde tage chancen, når den kommer. Det gjorde vi. Hotelbranchen er ikke andeledes end andre brancher. Det handler om service, service og service. Jeg er et servicemennesker helt ud til fingerspidserne, og jeg kan blive helt høj af at servicere mine gæster, siger Jan Milling.
Fødselaren har store fremtidsplaner og ser frem til, at Milling Hotels bliver en stor landsdækkende hotelkæde med centrale placeringer.
– Vi ser os hele tiden om efter nye og spændende projekter i nye vækstområder, siger han.
Ud over de mange timer i arbejdet med at drive hotelkæden er Jan Milling en del af oldermandskabet i Odense Kongelig Privilegerede Borgerlige Skyttelaug. Han har tre børn sammen med Dorte Milling.