Ramperne vestgående retning på det nye til- og frakørselsanlæg på motorvejen syd for Odense åbner den 20. april kl. 6 om morgenen. Det oplyser TV2 Fyn.
Trafikanter mod vest har hindtil været nødt til at benytte det gamle anlæg 50, men dette bliver lukket nu, hvor det nye tages 100% i brug.
I efteråret 2015 åbnede anlægget i østvendt retning. Færdiggørelsen af de vestvendte ramper har ventet på, at forbindelsesvejen Drejebænken mellem Svendborgvej og Munkebjergvej skulle blive færdig.
“Den våde vinter gjorde vejen så våd, at kommunens tunge maskiner sank i, hvilket hindrede asfaltering af den,” oplyser projektleder Stig Langsager til TV2 Fyn.
“Når det ny tilslutningsanlæg 50 tages fuldt i brug og det gamle anlæg 50 bliver lukket, forventes der bedre fremkommelighed på motorvejen syd om Odense, fordi der bliver længere afstand mellem tilslutningsanlæg 50 og 51,” fortæller Vejdirektoratets projektleder, Robin Højen Madsen til TV2 Fyn.