Omkring 40 adresser med kontorer i Odense Kommune blev kort efter midnat ramt af et IT-nedbrud. Det oplyser Odense Kommune i en pressemeddelelse den 25. juli.
Ved et vejarbejde ved Østre Stationsvej og Thomas B. Thriges Gade blev fibernettet gravet over – og det kostede også forbindelsen til Borgerservice på Skulkenborg. Først tirsdag forventes der forbindelser igen.
Med en række nødløsninger har Borgerservice sikret, at vigtige opgaver kan løses for borgerne i dag. Eneste undtagelse er borgere, der kommer direkte fra gaden og skal have fornyet eller lavet et pas. De må komme igen i morgen. Nødpas vil dog kunne udstedes i dag på Vollsmose bibliotek.
Medarbejdere vil dagen igennem orientere borgere i døren på vej ind i Borgerservice om dagens situation, der vil betyde langsommere ekspeditioner og anderledes løsninger end normalt.