I 10 år har dyrevenner og ildsjæle hjulpet svigtede og hjemløse dyr, når de var i nød.
Det fejres med en fødselsdagsfest for hele familien, når Fyns Internat slår dørene op til åbent hus og fejring søndag d. 16. juni kl. 11-16.
Dagen byder på rundvisning og mulighed for at møde nogle af de dyr, som venter på nye hjem. Derudover vil der også være personale, man kan snakke med, både frivillige og internatpersonale, som kan fortælle mere om hverdagen på et dyreinternat.
Der vil også være loppemarked, hvor man kan gøre et kup, samt en skattejagt for børn og barnlige sjæle. Derudover er Royal Canin til stede, så man kan høre mere om forskellige typer foder.
Der vil også være salg af kaffe, te og is.