39-årige Adisa Ušto ser frem til nye udfordringer som chefoptiker i Smarteyes Odense, hvor hun fra november har overtaget roret.
”Jeg blev så glad, da jeg fik tilbuddet. Jeg tænkte ”FEDT MAN! Jeg føler, at tidspunktet er det helt rigtige til at tage næste skridt hos Smarteyes”, lyder det fra Adisa Ušto, der har arbejdet hos Smarteyes siden 2015.
”Odense er en virkelig skøn by med liv og samvær. Corona-situationen har været svær for alle, men det har ikke lagt en dæmper på vores kunder og den gode atmosfære, der hersker i Odense og i vores butik. Det har været og er en fornøjelse at gå på arbejde og hver dag møde så skønne kunder”, siger Adisa og fortsætter:
”Jeg er meget socialt anlagt, og jeg nyder og har nemt ved at skabe gode relationer til både kunder og kollegaer. Som chefoptiker glæder jeg mig til, at vi i fællesskab kan løfte butikken til et endnu højere niveau. Som jeg ser det bliver min vigtigste rolle at støtte og motivere mine medarbejdere. Det vil jeg gøre med åben kommunikation og en positiv stemning”.
Adisa har netop færdiggjort en lederuddannelse, der bliver tilbudt til de medarbejdere, Smarteyes ser ledertalent- og potentiale i. Lederuddannelsen har kun øget Adisas lyst til at lede:
”Det har været så spændende og lærerigt at få teorien bag ledelse, og nu glæder jeg mig endnu mere til at komme ud og afprøve nogle af de værktøjer og tilgange, jeg har lært, i praksis. Hos Smarteyes er der frihed under ansvar, og noget af det fedeste er, at man som medarbejder altid kan komme med sine ideer. Som leder vil jeg helt klart viderebringe den kultur”, lyder det afsluttende fra Adisa.
Selvom Adisa skifter rolle, vil hun fortsat være at finde i synsprøverummet, og det er glædeligt for kunderne:
”Det vigtigste i Smarteyes er kundeoplevelser, og det er noget Adisa forstår sig på. Hun går hele vejen for at levere service og ægte nærvær, hvilket jeg ved betyder meget for vores kunder. Adisa har været en del af butikken siden 2015, så hun kender om nogen kunderne og byen, og jeg er sikker på, at hun er den helt rigtige til at løfte kundeoplevelserne til et helt nyt niveau. Derfor var det heller ikke et svært valg, at hun skulle være den nye leder i butikken. Jeg glæder mig til et endnu tættere samarbejde med Adisa”, lyder det fra regionschef René Engelsbæk.