Siden 2015 er antallet af hjemløse i Odense faldet med 35% fra 173 til 113 personer. I den samme periode er antallet på landsplan steget med 8%. Det viser den nationale hjemløsetælling 2017, som VIVE, Det Nationale Forskningscenter for Velfærd, offentliggør i dag. Antallet af hjemløse i Odense er i perioden 2009-2015 faldet med 46%
– Det er svært ikke at være en glad mand i dag, siger rådmand for Beskæftigelses- og Socialforvaltningen, Steen Møller (K) – Selv om landstallene ikke er sjov læsning, glæder jeg mig over udviklingen i Odense. Det gælder både det samlede antal hjemløse, men ikke mindst antallet af unge hjemløse i Odense, som vi har haft særligt fokus på de senere år.
Mens antallet af hjemløse unge på landsplan er steget med 9%, er tallet i Odense faldet med 33% – fra 30 unge i 2015 til 20 i 2017.
– Det indikerer, at vores tilgang og vores fokus på at få de hjemløse – og især de unge hjemløse – hurtigt i egen bolig har haft en effekt. Vi tager udgangspunkt i borgeren og bygger systemet op omkring dem og det er vejen frem for rigtig mange af vores hjemløse, siger rådmand Steen Møller (K)
I Odense Kommune er housing first-princippet det bærende element i arbejdet med socialt udsatte og hjemløse. Det indebærer, at den hjemløse hurtigst muligt får en bolig, da en stabil boligsituation er en forudsætning for at forbedre de hjemløses fysiske og psykiske situation.
– Når vi lykkes med housing first-princippet skyldes det i høj grad også vores samarbejde med byens boligorganisationer, der har taget et stort medansvar for at løse de her udfordringer, fortæller rådmand Steen Møller (K)
Boligen kan og må dog ikke stå alene, og derfor får borgerne også løbende og fleksibel støtte til at gøre boligen til et hjem og få en hverdag til at fungere. Det indebærer eksempelvis økonomisk rådgivning, misbrugsbehandling og tilbud om væresteder til at modvirke ensomhed.
– Jeg er godt klar over, at vi ikke har løst alle problemer og der skal fortsat arbejdes hårdt, men i dag tillader vi os at glæde os over de mange borgere, der er hjulpet videre i livet, siger rådmand Steen Møller (K)
VIVEs hjemløsetælling gennemføres hvert andet år i uge 6. Det er et øjebliksbillede og tallene er derfor behæftet med en vis usikkerhed. Kortlægningen indeholder både den synlige hjemløshed, hvor borgere overnatter på gaden, og den mere skjulte hjemløshed, hvor de hjemløse overnatter på sociale tilbud eller hos familie, venner og bekendte.