Den 31. august 2023 kl. 20.00 har forestillingen ARENDT – At se i mørke af Rhea Leman premiere på Odense Teater. Dørene åbner kl. 19.00, hvor teatret vil være vært for en premieredrink.

Arendt – At se i mørke er et fysisk, medrivende drama, baseret på filosoffen Hannah Arendts liv og tænkning, der stiller spørgsmål til vores personlige ansvar i en verden, hvor antidemokratiske bevægelser skyller indover landegrænser og skaber kaos.

”Aldrig har vores fremtid været mere uforudsigelig (…)”. Det er, som om menneskeheden har delt sig selv mellem dem, der tror på menneskelig almagt (…) og dem, for hvem afmagt er blevet deres livs største hændelse.”
 
Sådan skriver Arendt i 1951 i sit første store værk The origins of Totalitarianism. Verdens uforudsigelighed har forfulgt os lige siden, og i dag oplever vi en bølge af antidemokratiske bevægelser skylle ind over Europa på ny. Rå radikalitet og tendenser til totalitarisme og populisme får os til at stille spørgsmål til vores ansvar som mennesker og vores personlige valg. Spørgsmål som Arendt undersøgte hele sit liv.
 
Bag fortællingen om Arendt er dramatiker Rhea Leman og skuespiller Ina-Miriam Rosenbaum, der tidligere har høstet stor anerkendelse for deres samarbejde om forestillingen Hitler on the Roof, hvor Ina-Miriam Rosenbaum spillede Hitlers propagandaminister Joseph Goebbels.
 
Ina-Miriam Rosenbaum indtager scenen som den aldrende filosof. Vi møder hende i 1975, hvor hun er i København for, som den første kvinde, at modtage Sonningprisen. Mens hun skriver sin takketale, driver stemmer fra fortiden hende rundt i en turbulent strøm af mennesker, hun har mødt, valg hun har truffet og politiske teorier hun har formet på baggrund af dramatiske hændelser i hendes liv.

Vi er med hende på flugt fra nazisterne i 1930’ernes Berlin, som interneret i fransk fangelejr, som statsløs i Amerika og følger hende, når hun som korrespondent for The New Yorker rapporterer fra processen mod topnazisten Adolf Eichmann. Med besk vid og skarphed argumenterer hun imod både anklageren og den tiltalte i sin søgen efter en sandhed bag Holocaust. Selv om verdenssamfundet protesterer, insisterer Arendt på, at det moralske regnskab ikke kan gøres op i sort og hvidt, men at nuancerne skal frem.

Arendt – At se i mørke præsenteres i samarbejde mellem Off Off/Produktion og Odense Teater

Spilleperiode:

Odense Teater: 31. august til 2. september og fra den 18. september til den 10. oktober
Aveny-T: 5. september til den 9. september