Bente Lund bliver den 1. maj ny leder af Kommunikationsafdelingen i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen i Odense Kommune.
Bente Lund kommer fra en stilling som nyhedsredaktør på DR Sporten, hvor hun også tidligere har arbejdet som redaktør på en række større sportsbegivenheder. Før det var den 36-årige fynbo ansat som redaktionsleder på DR P4 København.
– Jeg har fra sidelinjen kunnet se det enorme stykke arbejde, der gøres i Odense – og i særlig grad hos medarbejderne i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen – for at få flere odenseanere i job og uddannelse. Og det er blandt andet dét arbejde og de initiativer, jeg gerne vil fortælle om.
– Jeg brænder for at formidle og for at formidle i et sprog og på en måde, hvor vi alle forstår, hvad det her virkelig handler om: mennesker.
Bente Lund får i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen ansvaret for den interne og eksterne kommunikation.
– Jeg glæder mig til at byde Bente Lund velkommen på niende sal. Bente Lund kommer med relevante kompetencer og erfaring og den helt rigtige indstilling! Hun kommer til at passe rigtig godt ind i teamet, og jeg ser meget frem til samarbejdet, siger Steen Møller, rådmand i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.
– Bente Lund har både skarp tunge og en stærk pen. Bente skal med sin erfaring fra de digitale og skrevne medier bidrage til, at vi altid er klar til at fortælle om vores arbejde med at få de ledige odenseanere i arbejde. Jeg ser frem til, at Bente kommer til at stå i spidsen for kommunikationsmedarbejderne, så vi også i fremtiden er gearet til en tæt dialog med borgerne, siger René Junker, administrerende direktør i Beskæftigelses- og Socialforvaltningen.
Med Bente Lund har forvaltningen fået en kommunikationschef, der både kender mekanismerne i det daglige nyhedshjul, og som har et øje for den hastige udvikling på mediemarkedet.
– Kommunikation er ikke kun pressemeddelelser og velskrevne taler. Kommunikation er også den daglige kontakt med borgerne – hvad end det er på kontoret, gaden eller via sociale medier. Vi skal bruge alle de platforme, vi har til rådighed i hverdagen, for at nå ud til odenseanerne med vores budskab. Jeg ser frem til at kunne være med til at styrke og udvikle vores kommunikation – også på det digitale område, siger Bente Lund.