Med et OK Benzinkort er det blevet muligt at støtte Børneulykkesfonden, som arbejder for at fremme børns sikkerhed. Støtten kan gives, hver gang bilen eller motorcyklen tankes, og det er helt uden, at det koster ekstra.
Glæden er stor i Børneulykkesfonden, da underskriften bliver sat.
En sponsoraftale med energiselskabet OK er indgået, hvilket betyder, at fonden har sikret sig endnu en indtægtskilde, som bidrager til, at dens arbejde kan realiseres.
“Hos Børneulykkesfonden arbejder vi målrettet for at forebygge ulykker og skabe sikre rammer for børnene uden at gå på kompromis med børnenes leg, kreativitet og fysiske udfoldelse. Vi er glade for at have indgået et samarbejde med OK, og vi håber, at en masse danskere har lyst til at støtte vores arbejde gennem et OK Benzinkort, når de alligevel skal forbi den lokale OK-tankstation,” udtaler Henriette Madsen, Generalsekretær i Børneulykkesfonden.
Aftalen er simpel. Man kan støtte Børneulykkesfonden med 5 øre for hver liter, der tankes hos OK. Det koster ikke ekstra at tanke, da det er OK og energiselskabets forhandlere, som betaler støtten.
Man skal bare huske at melde sit OK Benzinkort til Børneulykkesfondens sponsoraftale, så gives støtten uanset, om betalingen sker med benzinkortet, betalingskort eller i Tank & Betal-appen.
Fonden får 5 øre ekstra for den samme liter, hvis den lokale bilist køber el hos OK. Og yderligere 5 øre pr. liter, hvis man også har mobiltelefoni hos OK. På den måde kan man støtte Børneulykkesfonden med i alt 15 øre, hver gang man tanker en enkelt liter brændstof.
Lokale aktiviteter er OK
OK er med på banen, når flere af Danmarks bedste sportsudøvere kæmper for guld. Men støtten går ikke kun til eliten. I en lang årrække har OK også støttet lokalsporten, da virksomhedens tankstationer spiller en rolle i lokalsamfundet. Derfor har det virket naturligt for OK at støtte lokalsporten.
“Lige nu har mere end 1.600 foreninger over hele landet en sponsoraftale med OK. Sponsorkronerne bliver omsat til mange gode oplevelser i klubber og foreninger og hjælper med til, at børn og unge har mulighed for at dyrke idræt, der hvor de bor,” siger Anders Knudsen, salgsdirektør i OK.
Fakta om OK og sponsoratet:
– OK er et dansk andelsselskab, ejet af cirka 12.000 kunder og forhandlere
– OK forsyner boligejere, landbrug og erhvervsliv med olie, brændstof, naturgas, varmepumper, solceller, el, mobiltelefoni og forsikringer
– OK støtter sammen med de lokale OK-forhandlere omkring 1.600 klubber og foreninger over hele landet. Foruden sporten støtter OK bl.a. arbejdet i SOS Børnebyerne samt Dansk Handicap Idræts-Forbund.