Efter 15 sæsoner med det populære DR-program “Spise med Price” tager brødrene nu temperaturen på danskernes madvaner og deler ud af fortællinger fra deres eget liv. Oplev dem d. 13. november i Odeon i Odense.
Brødrene Adam og James Prices liv har fra de var helt små været fyldt med teater, musik, mad, livsglæde og masser af humor. Og det er da også i den ånd, at brødrene, der har formået at favne hele Danmark med deres lune og uhøjtidelige fortælleglæde, drager på en fælles foredragsturné i november.
Over syv aftener rundt om i landet vil James og Adam åbne op for anekdoter og familiehistorier fra et langt liv med mad, teater og musik.
– Vi glæder os rigtig meget til at indtage scenen sammen og have den direkte kontakt med publikum, som vi jo ikke rigtig har, når vi laver vores programmer, siger Adam Price, der til dagligt arbejder som manuskriptforfatter til store internationale tv-serier.
– Vores opvækst er præget af to kreative skuespillerforældre og en kunstnerslægt, der går mere end 200 år tilbage i historien. Man kunne måske sige, at vi faldt i gryden som børn, så det er bestemt ikke unaturligt at optræde sammen, siger James Price, der arbejder som kapelmester og komponist til både musicals og utallige revy- og teaterforestillinger.
Kulør i sovsen og på tilværelsen
På efterårets foredragsturné kan publikum glæde sig til at høre personlige fortællinger om, hvordan brødrenes fars passion for madlavning gav dem lyst til selv at gå i køkkenet, hvem der egentlig fandt på ‘Spice med Price’ og meget mere.
James og Adam vil derudover komme ind på, hvad de mener om det faktum, at danskerne anskaffer sig kæmpe køkkener og samtidig aldrig har købt flere færdigretter og mere take away, og så er de klar til at svare på spørgsmål fra publikum om mad, kunst og alt derimellem.
En ting er sikkert. Det bliver en kulinarisk aften fyldt med humor og røverhistorier, og selvom der ganske vist er højt til loftet i teatersalene, så sørger brødrene for at bringe fortællingerne ned i øjenhøjde.