For mange børn er idræt, musik eller andre fritidsaktiviteter en del af hverdagen. Men for familier med trængte midler, kan det være svært at give børnene mulighed for dette. Ofte er det fordi, at udstyr, kontingent mm. er for dyrt. Det er et problem, som kan ende med, at børnene mistrives. BROEN Odense er en af de frivillige foreninger, der forsøger at hjælpe børn og unge med at komme ud i foreningslivet. Foreningen har netop modtaget en donation på 50.000 kr. fra EDC Poul Erik Bech Fonden.
Børn fra udsatte familier, der ikke har mulighed for at dyrke sine fritidsinteresser, risikerer ofte at mistrives og føle sig udenfor. Derfor er det helt essentielt, at foreninger som BROEN Odense gør en stor indsats for at få udsatte børn ud i foreningslivet, hvor de kan indgå i aktive og vigtige, sociale fællesskaber:
Hildi Karadottir😊 , bestyrelsesformand for BROEN Odense, siger om formålet:
“Vi brænder for at hjælpe børn og unges trivsel, og for, at de bliver en del af det lokale foreningsliv, hvor børnene får et fællesskab og værdifulde sociale relationer. Vi ønsker at støtte udsatte børn, så de på lige fod med alle andre børn, har mulighed for at dyrke fritidsinteresser. Det er utrolig værdifuldt for os at bygge bro for de udsatte og marginaliserede børn og unge i Odense. Vi er meget taknemmelige for donationen fra EDC Poul Erik Bech Fonden, da det giver os mulighed for at fortsætte vores arbejde og hjælpe endnu flere børn og unge til en bedre trivsel gennem fritidsaktiviteter i de lokale foreninger.”
En ekstraordinær indsats
Pia Ellegaard Nissen fra EDC Poul Erik Bech Odense, stod for selve overrækkelsen af donationen. Hun udtrykte stor respekt for foreningens anerkendelsesværdige arbejde med ordene: “EDC Poul Erik Bech Fonden støtter foreninger, der gør en forskel for andre. Det er BROEN i Odense et godt eksempel på. De frivillige har hjertet på rette sted, og har siden 2011 gjort en belønningsværdig forskel for udsatte børn og unge i lokalsamfundet. Vi er enormt glade for, at vi via overskuddet fra mæglervirksomheden kan støtte foreninger som BROEN Odense.”
På landsplan uddeles over en million kroner til BROEN
For fjerde år i træk yder EDC Poul Erik Bech Fonden en betydelig donation til BROEN Danmarks lokalforeninger. I år har fonden doneret 1,1 mio. kr. fordelt til BROENS lokale foreninger. Direktør i EDC Poul Erik Bech Fonden Jane Bech fortæller om baggrunden for at støtte foreningen endnu engang:
“Når man taler med de frivillige fra BROEN, står det klart, at de virkelig brænder for deres arbejde. De engagerer sig i børnene og glædes hver gang de får succes. Endvidere drives BROEN Danmark yderst professionelt med fokus på at holde administrative omkostninger nede og få midlerne ud og gøre gavn for børnene. Derfor ønsker vi fortsat at støtte deres gode arbejde.”
BROEN Danmark hjalp i 2021 4.967 børn og unge til en meningsfuld fritid i gode fællesskaber.
Om EDC Poul Erik Bech Fonden EDC Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra ejendomsmæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn.
Om EDC Poul Erik Bech EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består af 74 boligbutikker og 19 erhvervscentre og beskæftiger mere end 650 medarbejdere. EDC Poul Erik Bech er uafhængig af banker og realkreditinstitutter og er den eneste fondsejede mæglervirksomhed. Størstedelen af virksomheden er ejet af den almennyttige fond EDC Poul Erik Bech Fonden. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn. Kender du en lokal forening, der har brug for en håndsrækning, så hører Fonden meget gerne fra dig. Læs mere på www.poulerikbech.dk og www.poulerikbechfonden.dk.