I Odense Kommune var 94 cyklister involveret i alvorlige krydsulykker fra 2012-2016, mens antallet på landsplan var 1744. De fleste ulykker kunne have været undgået, hvis både bilister og cyklister havde orienteret sig bedre.

Foto: Sikker Trafik

– Cyklister er sårbare og kan let blive overset i kryds. Den nye kampagne “Brug 2 sek. mere,” henvender sig til både cyklister og bilister med en opfordring til, at alle orienterer sig grundigt, når de kører ind i et kryds, siger Michelle Laviolette, projektleder i Rådet for Sikker Trafik.

De alvorligste ulykker sker typisk, når en bil skal svinge til højre eller venstre og overser en cyklist, der skal lige ud. Ulykkerne sker ofte i myldretiden og rammer både mænd og kvinder i alle aldre.

– Odense er Cyklisternes By, og vi er meget glade for, at så mange cykler i vores by. Det skal de blive ved med, og vi vil rigtig gerne have endnu flere til at ta’ cyklen. Derfor arbejder vi konstant på at gøre cykelturen attraktiv og sikker. Vi forbedrer løbende stierne med bl.a. bedre belægning og belysning, og nu deltager vi så også i kampagnen “Brug 2 sek. mere”, siger by- og kulturrådmand Jane Jegind.

Borgerne i Odense vil i de kommende uger kunne se kampagnen malet på veje og cykelstier samt som skilte i vejkanten. De skal minde om, at det er en god idé at bruge et ekstra øjeblik på at orientere sig i krydset.

Kampagnen er et pilotprojekt, der finansieres og gennemføres af Rådet for Sikker Trafik i samarbejde med fem kommuner: Odense, København, Aarhus, Helsingør og Haderslev.

Gode råd til trafikanterne
Cyklister:
• Brug 2 sekunder mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje
• Vær særligt opmærksom på højresvingende biler bagfra og venstresvingende biler forfra

Gode råd til bilisterne:
• Brug 2 sekunder mere på at orientere dig grundigt i kryds og ved sideveje
• Vær særligt opmærksom på cyklister, når du skal svinge til højre eller venstre
• Sænk farten