Mange børnefamiliers økonomiske situation er forværret under corona, og det har sat dybe spor hos mange, som fortsat er udfordret på økonomien. Dansk Folkehjælp er en af de foreninger, der hjælper udsatte enlige forsørgere i hele landet ved at uddele julehjælp, som der stadig er et stigende behov for. Derfor har Poul Erik Bech Fonden valgt at donere 450.000 kr. til foreningen, som fordeles til Dansk Folkehjælps lokalforeninger i Herning, Hillerød/Halsnæs, Hvidovre, Lolland, Odense, Viborg/Skive, Vordingborg, Aarhus og Aalborg.

Corona har sat dybe spor hos særligt trængende børnefamilier, der kæmper med at kunne give børnene en god jul. Derfor er det centralt, at særligt trængte børnefamilier får en håndsrækning. Dansk Folkehjælp er en forening med mange frivillige, der bl.a. hjælper enlige forsørgere med at klare de mange ekstra udgifter, julen bringer med sig. Generalsekretær i Dansk Folkehjælp, Klaus Nørlem, siger:

“Vi ser et fortsat stort behov for julehjælp, og det stiger faktisk år for år. Coronakrisen betød, at vi sidste år modtog rekordmange ansøgninger til vores julehjælp, og vi ser desværre også frem imod en jul, hvor vi forventer, at ansøgerfeltet for andet år i streg vil stige fra et allerede historisk højt niveau. Corona ½har gjort, at især udsatte og fattige familier er ekstra hårdt ramt.”

“Mange udsatte enlige føler endnu følgevirkningerne, og derfor står vi igen i år med tusindvis af enlige forsørgere, som ikke har ressourcerne til julemiddagen eller gaver til børnene. Med donationen på 450.000 kr. fra Poul Erik Bech Fonden ser vi frem til, at vi kan hjælpe endnu flere trængende familier til en dejlig jul med mindre bekymringer.”

Dansk Folkehjælp har pga. prisstigninger over en årrække besluttet at øge værdien af årets julehjælp med 300 kr. Julehjælpen får derfor en samlet værdi på 1.800 kr. pr. familie og indeholder en kolonialvarekurv eller gavekort til REMA 1000 samt gavekort til sendentanke.dk til julegaver til børnene.

450.000 kr. fordelt i hele landet Det samlede beløb på 450.000 kr. fra Poul Erik Bech Fonden er fordelt ud på en række af Dansk Folkehjælps lokalforeninger i Herning, Hillerød/Halsnæs, Hvidovre, Lolland, Odense, Viborg/Skive, Vordingborg og Aarhus. Jane Bech, direktør i Poul Erik Bech Fonden, udtrykker stor respekt for de mange frivillige i Dansk Folkehjælp:

“Vi ønsker i Poul Erik Bech Fonden at støtte frivillige foreninger, som gør en forskel for udsatte børnefamilier, og det er Dansk Folkehjælp et rigtig godt eksempel på. Hvert år hjælper de på mange parametre, og foreningen har siden 2006 hjulpet udsatte børnefamilier til en bedre jul. I december 2020 uddelte Dansk Folkehjælp julehjælp til 14.401 enlige forsørgere og deres børn, og sikrede dermed, at ca. 30.000 børn og deres forældre fik både julemad på bordet og flotte pakker under træet til børnene.”

“Foreningen har hjertet på rette sted og gør en stor indsats for rigtig mange danske børn og børnefamilier. Der er fortsat mange familier, der ikke har midler til at holde jul, og dem vil vi gerne hjælpe. Med en samlet donation på 450.000 kr. vil Poul Erik Bech Fonden gerne påskønne foreningens vigtige frivillige arbejde med julehjælp.”

Om Poul Erik Bech Fonden Poul Erik Bech Fonden er en almennyttig fond, som blev stiftet i 2015 i forbindelse med generationsskiftet i ejendomsmæglervirksomheden EDC Poul Erik Bech. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for udsatte børn. Foreninger, der har brug for en håndsrækning, kan læse mere og ansøge om midler på www.poulerikbechfonden.dk.

Senest har følgende foreninger modtaget støtte af Poul Erik Bech Fonden: Kirkernes Sociale Arbejde i Viborg, Legeheltene, Børnenes Kontor Odense, Mødrehjælpen Esbjerg og Home-Start Odense.

Om Poul Erik Bech I juni 2015 valgte Poul Erik Bech som 66-årig at gennemføre et generationsskifte i Danmarks største ejendomsmæglervirksomhed EDC Poul Erik Bech. Løsningen på generationsskiftet blev, at Poul Erik forærede 60% af aktierne i virksomheden til Poul Erik Bech Fonden, 30% af virksomheden til sin datter Jane Bech og selv beholdt de sidste 10%. Via fondsejerskabet blev fremtiden således sikret for såvel medindehavere som virksomhedens mere end 600 medarbejdere – en ejerstruktur, som kendes fra nogle af de største, danske virksomheder.

Om EDC Poul Erik Bech EDC Poul Erik Bech er Danmarks største og eneste landsdækkende ejendomsmæglervirksomhed og består af 63 boligbutikker, 18 erhvervscentre og har over 600 medarbejdere. EDC Poul Erik Bech har over 40 års erfaring og er en del af EDC-gruppen. EDC Poul Erik Bech er uafhængig af banker og realkreditinstitutter og er den eneste fondsejede mæglervirksomhed. Størstedelen af virksomheden er ejet af den almennyttige fond Poul Erik Bech Fonden. Gennem overskuddet fra mæglervirksomheden støtter fonden frivillige foreninger, der gør en forskel for børn. Kender du en lokal forening, der har brug for en håndsrækning, så hører vi meget gerne fra jer? Læs mere på www.poulerikbech.dk og www.poulerikbechfonden.dk