8.-16. februar holder GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA vinterferieåbent. Som noget helt særligt er parken lukket for biler, og de besøgende får en unik mulighed for at opleve dyrene i vinterpels og sige hej til kameler, ulve, løver og alle de andre hårdføre dyr.

Fra den 8.-16. februar åbner GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA hoveddøren på vidt gab og byder indenfor i parken til en vild vinterferie med spændende aktiviteter.

Gæsterne får mulighed for at få en ganske særlig oplevelse og komme tæt på de fascinerende og hårdføre dyr, der lige nu er polstret i en tyk, smuk vinterpels.
Hvordan holder dyrene sig egentligt varme i kulden? Det og meget mere vil der være mulighed for at blive klogere på.

Hver dag den 8.-16. februar er der spændende fodringer med dyrepasserne, hvor netop interessant og sjov viden venter helt tæt på parkens dyr.

Direktør for GIVSKUD ZOO, Rasmus Sebastian Nielsen, glæder sig til at byde gæsterne velkommen:

“Vi har haft sæsonlukket et godt stykke tid nu. Så det bliver utroligt rart med besøg i parken. Det ser jeg meget frem til. Parken er faktisk ret spændende at besøge lige nu, fordi det er vinter, og meget er anderledes, blandt andet dyrenes smukke udtryk med vinterpels”, siger han.

Bilfri park – men gratis shuttlebus til alle
I vinterferien er parken bilfri. Det giver en helt speciel og rolig vinterstemning. Som gæst skal man derfor parkere foran parkens hovedindgang og gå rundt langs parkområdets stier og i de åbne områder.

Men hvad så med løverne. Får gæsterne ikke dem at se? Jo naturligvis. For selvom biler er forment adgang i vinterferien, betyder det ikke, at der er lukket for adgang til parkens fascinerende kattedyr. Hver dag vil der i stedet være gratis ture med shuttlebus rundt i løveanlægget.

Tag med bag kulisserne
To gange hver dag kan man komme med på særlige, eksklusive ture, “Vinterbesøg bag kulisserne”. Her får man lov til at komme med ind i staldene og hilse på parkens brillebjørne, se gorillaerne og opleve næsehornene så tæt på, at man vil kunne klø dem bag ørerne. Man kommer altså med bag kulisserne, som ellers kun plejer at være forbeholdt dyrepasserne.

“Vinterbesøg bag kulisserne” begynder hver dag klokken 8.30 og igen klokken 14 og varer halvanden time. Besøgene er særlige også på andre måder, da de er den eneste mulighed for at se næsehornene og gorillaerne, da deres anlæg på området P2 er lukket i vinterferien.

Det er muligt at besøge parken klokken 10 -16 hele vinterferieperioden – undtaget er gæster til “Vinterbesøg bag kulisserne”, som starter klokken 8.30.

En billet til GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA giver entré til parken fra klokken 10 -16. Billetpriserne vil være reduceret alle åbningsdage i vinterferien, og “Vinterbesøg bag kulisserne” kræver en særskilt billet. Priserne finder man på givskudzoo.dk. Her finder man også dagsprogrammet, fodringstidspunkter og tidspunkter for køreture med shuttlebus, udstilling og vinteraktiviteter. GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA åbner for sæson 2025 den 29. marts, hvor gæsterne blandt andet kan se frem til et nyt, asiatisk dyreanlæg.

GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA: GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA, eller Løveparken som det hed engang, blev grundlagt i 1969 af Jacob Hansen. Jacob Hansen ejede en mindre zoologisk have i Vejle. I dag er vi en zoo, safari- og dinosaurpark. GIVSKUD ZOO – ZOOTOPIA er kåret som årets danske dyrepark og nordens bedste dyrepark flere år i træk. Parken havde sidste år et besøgstal på 420.244 gæster.

Pressefoto