Et omfattende boligbyggeri i Odense i de seneste år har rejst spørgsmålet; Bliver der bygget for meget? Resultaterne i ny stor markeds- og boligbehovsanalyse viser et positivt match mellem boligbehov og udbud i byen, samtidig med at der fortsat er interesse for investering i nye boliger i hele byen. Så nej der ses ikke tegn på ubalance i udbud og efterspørgsel på boligmarkedet. Dog er det ikke ensbetydende med, at der ikke skal være fortsat opmærksomhed på balancen – og ikke mindst på hvilke boligtyper og boligpræferencer der er på markedet.
– Det er altid rart at blive bekræftet i, at det man laver virker, og vi kan i analysen se, at vores planlægning af byudviklingen rammer rigtigt. Odense har, og har haft, en betydelig vækst og udvikling i de seneste år, hvor der er blevet opført mange nye boliger i Odense. Det er glædeligt, at analysens resultater tyder på, at der trods de mange nye lejeboliger er en sund balance på lejeboligmarkedet og at der heller ikke ses et for lavt udbud af ejerboliger. Når det er sagt, vil vi fortsat arbejde for en by med blandede bolig- og ejerformer, så vi kan imødekomme boligønsker fra børnefamilier, unge, seniorer og alt derimellem, udtaler by- og kulturrådmand Søren Windell.
Analysen er gennemført for at sikre et solidt vidensgrundlag, når der i den kommende kommuneplan skal arbejdes med områder, hvor der kan bygges boliger. Der er lige nu en høring i gang, hvor der indkaldes ideer og forslag fra offentligheden, grundejere og udviklere til den kommende planlægning. Når forslagene skal behandles politisk senere på året, så bliver den viden, som analysen har bibragt vigtig som grundlag for prioriteringer og valg der skal træffes.
Udviklingen på boligmarkedet og de dynamikker, der er på spil er komplekse størrelser. Analysens resultater er et øjebliksbillede og skal derfor ikke ses som et facit eller spådomme om fremtidens udvikling. Resultaterne kan samtidig bidrage til at nuancere diskussionerne om boligmarkedet. Derfor bliver den nye viden delt med interessenter og offentligheden.
Teser om boligmarkedet i Odense
Analysen tager udgangspunkt i fem teser om boligmarkedet i Odense. Teserne er antagelser om Odense, som er undersøgt nærmere i forhold til den faktiske udvikling og giver nuancer til nogle af de aktuelle spørgsmål, der er lokalt om boligmarkedet.
De fem teser bliver besvaret via en række undersøgelser: Udviklingen over tid er undersøgt gennem dataanalyse om boligbyggeriet, demografi, til- og fraflytning og leje- og ejendomspriser. Den aktuelle situation er belyst både gennem data, men også gennem interviews med en række markedsaktører som fx investorer, ejendomsudviklere og boligudlejere og en større spørgeskemaundersøgelse blandt tilflyttere til udvalgte nye boligområder og alle fraflyttere fra Odense til andre fynske kommuner i 2021 og 2022.
– Analysen giver os en indsigt i, hvor boligmarkedet står lige nu og om, hvordan investorer, udlejere og ikke mindst de der flytter til og fra kommunen ser på boligmarkedet. Som kommune har vi en rolle, hvor vi skal sætte rammer for byens videre udvikling og de rammer udfyldes med by som bygges og ombygges af markedets aktører og med deres investeringer i Odense. Analysen er et vigtigt input til vores arbejde med at sætte gode rammer for udviklingen af en attraktiv by, hvor alle kan finde en god bolig og hvor byen udvikles med kvalitet for øje. Det er samtidig væsentligt, at vi har øje for, at Odense fortsat er interessant at investere og bygge boliger i, udtaler afdelingschef for Byudvikling Anette Kold.
Nogle af de centrale resultater fra analysen viser at:
• Der er bygget mange nye boliger og der er ikke tegn på ubalance på boligmarkedet: Hverken for mange lejeboliger eller for få ejerboliger. Der bør dog være en løbende opmærksomhed på at sikre balance i udbygningen og at der bygges et tilstrækkeligt antal boliger til nye borgere.
• Mange seniorer er flyttet i lejlighed, hvilket har frigjort parcelhuse til børnefamilier. Denne dynamik er interessant at forstærke, men er svær at styre gennem planlægningen på byniveau. Der kan måske være potentiale til at arbejde med at aktivere denne type af “flyttekæder” på bydelsniveau for at give bedre plads til børnefamilierne.
• Der er fortsat stor interesse for at investere i hele Odense og i en bred vifte af forskellige boligtyper. Analysen tyder på, at fremtidens familieboliger kan tage mange former og ligge både centralt i byen og i byens kant.
Den nye viden fra Markeds- og boligbehovsanalysen skal blandt andet bruges som grundlag for arbejdet med planlægning for nye boligområder med kommuneplanrevision 2024-2036.
Kommuneplanen er en politisk plan for, hvordan kommunen benytter og beskytter arealer i hele kommunen. Planen udlægger arealer til blandt andet boliger, butiksområder, erhverv, fritid, veje og natur. Planen revideres hvert fjerde år.
Frem til den 21. juni 2023 kan alle sende ideer og forslag til arbejdet med kommuneplanen. Læs mere på www.odense.dk/høring.