Lørdag den 24. juni fejres en særlig fødselar i Museum Odense – dieselmotoren kører og der er masser af underholdning både lørdag og søndag 24. og 25. juni fra 10-14. Der er fødselsdagsbrunsviger til de første 100 besøgende.

Engang leverede Kraftcentralen strøm og varme til en af de største fabrikker i Odense: Thrige, som i sin storhedstid i 1940’erne havde 1800 ansatte.

Fabrikken blev etableret i 1898 af fabrikant Thomas B. Thrige og var i 1900-tallet Danmarks førende inden for produktion af blandt andet elmotorer og elevatorer, som blev solgt i både ind- og udland. En overgang blev der også produceret biler på Thrige-fabrikken.

Den store dieselmotor blev bygget på B&W i København i 1923 og kunne levere både jævnstrøm og vekselstrøm. Den er 4 meter høj, vejer 57 tons og har 500 hestekræfter.

Gennem de sidste 15 år har Museum Odense og den frivillige forening ”Dieselgruppen” holdt til i bygningen som et offentligt-privat partnerskab mellem museet og firmaet Olav de Linde. I de år har Kraftcentralen udgjort et centralt udgangspunkt for formidlingen af en vigtig del af byens industrielle storhedstid for museet, og Dieselgruppen har troligt vedligeholdt den gamle motor, så stadig den i dag fremstår som et unikt stykke kørende kulturarv.

Det er også dem, der er klar til at tage imod jer, der kommer til jubilæumsweekend den 24. og 25. juni.

Se programmet for fejringen her:

https://montergarden.dk/juiblaeumsweekend/

Foto: ABW