OK i Kochsgade og i Havnegade i Odense har i snart et år haft glæde af intelligent energistyring i tankstationenernes vaskehal. Det letter indsamling af data, sikrer stram styring af energiforbruget og har stor værdi, når man skal overvåge forbrug og indrapportere nøgletal til det nordiske miljømærke Svanen.

Bilister har i flere år kunnet vaske bilen med god samvittighed i en af de mere end 100 OK vaskehaller landet over. Bilvasken hos OK, herunder i Kochsgade og i Havnegade, er nemlig svanemærket og garanterer blandt andet, at der kun bruges 35 liter frisk vand i vaskeprocessen, og at udledningen af miljøskadelige tungmetaller reduceres væsentligt. I snart et års tid er denne proces samt overvågningen af vand,- varme- og elforbruget i mere end 60 vaskehaller blevet dokumenteret ved hjælp af automatisk indsamling af data. Det har givet håndgribelige energibesparelser.

“Med svanemærkede vaskehaller forpligter vi os til at overholde en række strenge miljøkrav, og vi har pligt til årligt at afrapportere til Ecolabel, der står bag svanemærket, så man kan se forbrug per vask og udregne udledning per vask. Tidligere aflæste vi manuelt med hjælp fra den enkelte tankpasser. Det var omstændeligt og tidskrævende, og det var nok ikke altid helt retvisende,” siger Mads Mogensen, bygningsingeniør i OK.

“Sidste år besluttede vi, at cirka 60 vaskehaller skulle udstyres med intelligent energistyring fra EnergiData, så vi har let adgang til nøgletal og løbende kan overvåge forbruget. Det er stadig nyt, men der er ingen tvivl om, at det har lettet processen og givet ekstra energibesparelser,” tilføjer Mads Mogensen.

De mindste udsving opdages
Den tekniske løsning fra cleantech-virksomheden EnergiData, som leverer energistyring og rådgivning til alt fra kommuner til ejendomsselskaber, dækker over en datalogger, der måler det totale elforbrug i vaskehallen, en vandmåler til at måle forbruget af friskaftappet vand til vasken og en måler, der registrerer antallet af vaske.

“Det hele sker fuldautomatisk. Data kommer direkte ind i energistyringsværktøjet MinEnergi, som OK har fuld adgang til via en PC. Hvis der pludselig mangler informationer, bliver det opdaget med det samme, og en af vores teknikere rykker ud. Alle data er nu tilgængelige for OK,” siger Christian Engelsen, energikonsulent i EnergiData.

“Men det handler jo også om at hjælpe OK til at spare ressourcer og drive vaskehallerne billigere og mere miljøvenligt. Nu kan man hele tiden overvåge forbruget og kan hurtigt gribe ind i forhold til udsving i energiforbruget som for eksempel varmespild, for højt elforbrug eller lignende. Deri ligger samtidig også en form for benchmarking af vaskehallerne,” forklarer Christian Engelsen.

Udbredes til flere vaskehaller
I OK-kæden, som både omfatter egne og forhandlerejede vaskehaller, har man foreløbigt udstyret selskabets egne vaskehaller samt nogle få forhandlere-ejede med intelligent energistyring. Målet er at få alle forhandlere med på vognen og dermed give dem en lettere adgang til data, der skal indrapporteres samt give dem mulighed for yderligere energibesparelser.

Om EnergiData
EnergiData tilbyder flere former for energistyring samt skræddersyede løsninger til mange kundegrupper
EnergiData har udviklet MinEnergi, som er internetbaseret energistyring til kunderne. 47.000 målere er oprettet i MinEnergi

En effektiv energistyring medfører både grønne og kontante fordele og har således sikret EnergiDatas kunder store besparelser på vand, varme og elforbrug
www.energidata.dk

Om OK
OK-kæden består af mere end 660 tankstationer til privatbilister samt 70 Truck Diesel stationer, hvor lastbiler kan tanke døgnet rundt
Der er i alt 124 vaskehaller i OK-kæden, som er fordelt over hele landet
www.ok.dk