Det handler om netværk, byudvikling i Odense og et andet møde med kunderne, når PwC inviterer til oplevelser i uge 34 under H.C. Andersen Festivals. “Kunderne kan godt lide at være med, og på den måde møde deres revisor i en anden kontekst, end de gør til hverdag”, fortæller Line Hedam, der er statsautoriseret revisor og partner i PwC i Odense.
– Vi har gjort os umage med at matche vores kunder i forhold til de festivalaktiviteter, som vi tror kunne interessere dem og give dem en spændende oplevelse i uge 34, når H.C. Andersen Festivals endnu engang løber af stablen, siger Line Hedam, der samtidig sidder i festivalens bestyrelse:
– Vi har i nogle år været foreningsmedlem og sponsor, og vi har altid fået god respons fra vores kunder, når de har været med til forskellige arrangementer – og derved har mødt deres revisor på en anden måde end til hverdag. Så får man en anden snak og har i øvrigt også nogle fælles referencepunkter efterfølgende.
Engageret i udviklingen af Odense
For Line Hedam handler sponsor- og bestyrelsesengagementet i H.C. Andersen Festivals ikke kun om det forretningsmæssige for PwC i Odense:
– Det har bestemt også et højere formål. For vi vil som sponsor for festivalen gerne bakke op om og bidrage til den markante udvikling, der præger Odense i disse år. Den udvikling er festivalen en del af, og omkring festivalen er der samtidig et bredt fællesskab, som vi også gerne vil være en del af, siger Line Hedam og fortsætter:
– H.C. Andersen Festivals spejler på den måde meget godt udviklingen i Odense. For festivalen rykker sig også hele tiden. Det gælder både i antallet af events, men også i kvaliteten, og det er spændende for os at være med i det kvalitetsløft, der sker hele tiden. Festivalen vil samtidig gerne øge sit internationale tilsnit yderligere. Det synes jeg, at vi har formået igen i år. På den måde følger vi den strategi, vi har lagt for H.C. Andersen Festivals.
– Det er spændende for os at være med i festivalen, da der ikke bare er et godt fællesskab i bestyrelsen, men også omkring hele festivalen. Så vi kan bestemt anbefale at være med i kredsen omkring H.C. Andersen Festivals, hvor der dog altid er plads til flere, siger Line Hedam med et smil.
Peoplevirksomhed med medarbejderperspektiv
– Vi ser PwC i Odense som en peoplevirksomhed, og i uge 34 har vi alle muligheder for at vise det både sammen med vores kunder og vores medarbejdere, når vi inviterer til oplevelser under H.C. Andersen Festivals.
– PwC i Odense vil gerne gå forrest og vise, at både PwC og revisionsbranchen handler om meget mere end tal og dokumenter. Her er festivalen en af de vigtige brikker. Vi kan samtidig ikke drive vores virksomhed i en ny retning, hvis vi ikke har de helt rigtige medarbejdere og har dem med på udviklingsrejsen. De skal også være med til at forme og definere kulturen i virksomheden, og de er i høj grad med til at formidle til vores kunder, at vi er der for dem og møder dem i øjenhøjde, slutter hun.