Erhvervshus Fyn får ny kommunikationschef

Kristian Østerby Jepsen er netop tiltrådt som kommunikationschef hos Erhvervshus Fyn. I 2022 styrker erhvervshuset nemlig kommunikationsindsatsen over for de fynske virksomheder, der vil videre med såvel deres digitale som grønne omstilling.

Fremadrettet er det den tidligere redaktionsleder på DR Fyn Kristian Østerby Jepsen, der står i spidsen for de gode historier fra Erhvervshus Fyn.

Den 38-årige journalist skifter således chefstolen hos den fynske radio/tv-station ud med en hverdag på kontoret i Munkebjerg Business Park. Her skal han sammen med kollegaerne sørge for at få budskabet om det stærke fynske samarbejde og erhvervshusets mange gode tilbud ud over rampen.

-Erhvervshus Fyn er en meget spændende virksomhed, som arbejder med et kerneområde i vores samfund nemlig erhvervslivet. Erhvervshuset hjælper med sparring og finansiering til virksomheder på hele Fyn og Øerne, og jeg glæder mig til at være med til at fortælle endnu flere virksomheder om mulighederne. På den måde kan vi være med til at sætte endnu mere gang i vores område til gavn for fynboerne, siger Kristian Østerby Jepsen.

I det kommende år vil der i kølvandet på pandemien være særligt fokus på, hvordan virksomhederne vækster og forbliver bæredygtige ved hjælp af grønne omstillingstiltag og digitalisering, og det er noget, den nye kommunikationschef brænder for:

-Digitalisering og bæredygtighed er to områder, som giver mening i en tid, hvor vores hverdag er gået online, og klimaforandringerne bliver tydeligere. Derfor håber jeg, at vi med gode og konkrete historier kan være med til at få endnu flere virksomheder med på den digitale og den grønne bølge, siger han.

I stillingen får Kristian Østerby Jepsen ansvaret for seks kommunikationsmedarbejdere med stor erfaring, når det gælder erhvervs- og destinationsudviklingen på Fyn, og direktør for Oplevelsesøkonomi, Politik & Partnerskaber Rasmus Hessum glæder sig til at få ham ombord:

-Jeg er sikker på, at Kristian kommer til at løfte og ikke mindst sætte klar retning på vores arbejde med kommunikation. Han kender vores hus og betræder også velkendt grund, når det gælder omgivelserne i det fynske erhvervsliv. Han bringer uden tvivl stor og brugbar erfaring med sig fra medieverdenen både som leder og som redaktør med stor faglighed, siger han.

FAKTA:

Kristian Østerby Jepsen 38 år Gift med Line, har to børn og bor i Odense Uddannet journalist fra Syddansk Universitet i 2010 Tidligere redaktionsleder, redaktør og journalist ved DR Fyn og DR Nyheder