Når der om et lille års tid er VM i cyklecross i Bogense er det ikke kun i værtskommunen på Nordfyn kasseapparatet klinger, fortæller Udvikling Fyn i en pressemeddelelse. Flere af de omkringliggende fynske kommuner ser nemlig ud til at få værdi af eventen, når de mange udenlandske cyklecrossfans gør deres indtog.
Det samme er tilfældet, når sommerens fem VM’er inden for triatlonsporten sænker festivalstemning over Fyn. Her er der særligt vækst i udsigt til de tre kommuner, der deler værtskabet; Odense, Middelfart og Svendborg, men pga. eventens størrelse og den begrænsede kapacitet i de enkelte kommuner vil der også være turismeomsætning at hente på det øvrige Fyn.
VM i cyklecross og ITU Multisport World Championships Festival er fremtrædende blandt de højtprofilerede sportevents, Danmark har på paletten i 2018 og 2019, og de kommer begge til at løbe af stablen på Fyn med en betydelig fynsk værditilvækst til følge. En værditilvækst, der ikke bare kan mærkes i de byer, som lægger vand, asfalt og mudder til atleternes udfoldelser, men på hele øen. Det viser en prognose udarbejdet af Sport Event Fyn.