De fleste børn fødes sunde og raske til terminen efter 40 ugers graviditet. Men nogle børn kommer så tidligt til verden, at de har behov for særlig pleje og behandling. Derfor afsætter regionsrådet nu fire millioner kroner til to intensivpladser på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital på Odense Universitetshospital. Pengene kommer fra regionens budgetaftale for 2025.
Hvert år bliver 4.500 børn i Danmark født for tidligt, og omkring 300 af dem bliver født på Odense Universitetshospital. De meget for tidligt fødte indlægges til intensivbehandling på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital på Odense Universitetshospital. Lægerne er heldigvis blevet rigtig gode til at behandle for tidligt fødte børn, der kan behandles helt ned til 23. uge, hvor barnet kan veje helt ned til 400 gram.
Positiv udvikling skaber behov for flere intensivpladser
Men børn, der bliver født for tidligt, kan have brug for indlæggelse og behandling på en særlig intensivplads for for tidligt fødte. På grund af den positive udvikling, hvor man kan hjælpe børnene tidligere, har der været behov for at oprette flere pladser både i regionen og nationalt.
Afdelingen har igennem en længere periode, på grund af de positive behandlingsfremskridt på området, været nødt til at gøre brug af andre intensivpladser på sygehuset, eller det har været nødvendigt at indlægge barnet til behandling i en anden region. Partierne bag regionens budget for 2025 har på den baggrund ønsket at udvide kapaciteten i Odense.
Det ønske har regionsrådet på deres møde 27. januar valgt at følge. Regionsrådet besluttede på mødet at tildele Odense Universitetshospital fire millioner kroner årligt fra 2025 og frem til at øge kapaciteten til intensivbehandling af for tidligt fødte.
Formand for Sundhedsudvalget i Region Syddanmark, Mette With Hagensen (S) siger:
– Behandlingen af tidligt fødte børn er et område, der heldigvis har udviklet sig meget over de senere år, så rigtig mange for tidligt fødte overlever. Det er glædeligt, og det betyder, at vi er nødt til at sikre, vi har de rette rammer for behandlingen. Vi skal i Region Syddanmark selv kunne løfte hele opgaven med intensivbehandling på H.C. Andersen Børne- og Ungehospital i Odense. Det kræver naturligt nok flere midler, som vi politisk er helt enige om at tilføre sygehuset og afdelingen.
Penge til pladser og personale
De fire millioner kroner årligt går foruden oprettelsen af to intensivsenge også til at ansætte en speciallæge i for tidligt fødte børn.
Fra januar 2025 vil H.C. Andersen Børne- og Ungehospital på Odense Universitetshospital på afsnittet for den højt specialiserede neonatalbehandling dermed have fem intensivpladser til de allermindste babyer, f.eks. dem, som er født inden uge 28. Derudover vil hospitalet have to semiintensive senge til behandling af for tidligt fødte børn, som er født fra uge 28 og frem og er mere stabile, end de meget for tidligt fødte, der har brug for konstant overvågning.
