Flere fynske virksomheder tuner ind på bæredygtighed
Halvdelen af de fynske virksomheder har nu for alvor integreret bæredygtighed i deres forretning. Det viser Erhvervshus Fyns friske Bæredygtighedsbarometer 2022. Det er en betydelig stigning i forhold til 2020, hvor to tredjedele af virksomhederne slet ikke arbejdede med bæredygtighed eller i hvert fald kun lige havde kradset i overfladen. Erhvervshus Fyn vil med sparring og øget samarbejde på tværs sikre, at udviklingen fortsætter.
Det fynske erhvervsliv er samlet set godt på vej mod en bæredygtig fremtid, sådan som visionen er beskrevet i de fælles fynske Fyn2030-målsætninger, som samtlige 10 fynske kommuner vedtog sidste år.
De fynske virksomheder arbejder nemlig i stigende grad med grøn omstilling, og den bæredygtige dagsorden har i det hele taget vundet voldsomt indpas i de små og mellemstore virksomheders bevidsthed hen over de seneste to år.
Ifølge en ny analyse foretaget af AM Research for Erhvervshus Fyn kan halvdelen af de fynske virksomheder ved indgangen til 2022 faktisk bryste sig af at have integreret bæredygtighed i deres forretning i medium eller høj grad.
-Det er utrolig positivt at iagttage den udvikling, der accelererer rigtig hurtigt lige nu i det fynske erhvervsliv, hvad angår bæredygtighed. Bæredygtighedsbarometer 2022 efterlader ingen tvivl om, at virksomhederne i stigende grad er bevidste om de gevinster, bæredygtig omstilling kan give, og vi oplever også stor interesse for den sparring og de tilskudsmuligheder, Erhvervshuset tilbyder lige netop på det her område, siger formand for Erhvervshus Fyn, Kenneth Muhs.
I 2020 var det kun en tredjedel af de fynske virksomheder, der for alvor havde integreret bæredygtighed i deres processer, men siden er flere altså kommet med på vognen.
Bæredygtighedsbarometer 2022 afslører bl.a., at barrierer som kundernes manglende interesse for bæredygtighed og villighed til at betale for den, ikke længere er aktuelle i samme omfang som for to år siden. Kun 12 pct. oplever, at bæredygtighed ikke er vigtigt for deres kundegruppe, og under en fjerdedel af virksomhederne mener fortsat ikke, at deres kunder vil betale for bæredygtighed. For to år siden var det en barriere for 34 pct.
Uvildig hjælp til det første bæredygtige spadestik
Når den sidste halvdel af de fynske virksomheder så endnu ikke er kommet ud af de grønne starthuller, skyldes det typisk, at man mangler ressourcer og kapital til at kaste sig over investeringerne. Det er sammen med manglende overblik blandt de barrierer, der er vokset siden 2020.
-Overblik er netop det, vi gennem uvildig sparring kan hjælpe med at skabe. Som knudepunkt i det fynske erhvervsfremmesystem har vi et stort partnernetværk og helt unikke muligheder for at pege virksomhederne i forskellige retninger, bl.a. hvad angår finansiering. Vi oplever ofte, at vi kan hjælpe den enkelte virksomhed med at sætte det første bæredygtige spadestik, men også at vi kan matche og inspirere virksomheder til samarbejde, der øger begges grad af bæredygtighed, fortæller forretningsudvikler hos Erhvervshus Fyn Steen Nymann Andersen.
En af de virksomheder, som har godt gang i sin bæredygtige udvikling, er Viking Rubber Company A/S i Faaborg. Virksomheden producerer arbejdstøj særligt til eksport, og når man adresserer de internationale markeder, har bæredygtighed længe været et vigtigt parameter, som man ikke kan se bort fra. Det bekræfter Bæredygtighedsbarometer Fyn 2022 også, da der fortsat er en særlig stærk repræsentation af virksomheder med høj grad af bæredygtighed blandt de eksportaktive.
Senest har Viking Rubber Company A/S med hjælp fra Erhvervshus Fyn fået tilskud fra SMV:Grøn-puljen, og er nu i fuld gang med at lave en livscyklusanalyse (LCA) af arbejdstøj til folk, der arbejder i højden.
-Vi arbejder i en sort industri – tekstilproduktionen, hvor bæredygtighed praktisk talt er et mysterium. Når det er sagt, så har vi et fokus på at gøre verden til et bedre sted og bruge færre af jordens ressourcer. Vi gør det til dagligt ved at udvikle og producere produkter, som holder i lang tid, men vi har muligheden for specifikt at kende til præcis, hvordan vi “misbruger” jordens ressourcer, når vi får lavet en LCA, og det er kun muligt for os med den hjælp, vi har fået fra Erhvervshus Fyn, siger Alexander Mygind Andersen, CEO hos Viking Rubber Company A/S.
Fakta:
Målsætningerne i “Fyn2030 – Sammen om en bæredygtig fremtid” er 80 pct. CO2-reduktion, 80 pct. genanvendelse af plastaffald og 70 pct. genavendelse af husholdningsaffald SMV:Grøn er en pulje med i alt 120 mio. kr. af EU’s såkaldte REACT-midler, som udmøntes af Danmarks Erhvervfremmebestyrelse gennem landets seks erhvervshuse. Puljen åbner for tredje gang d. 4. april, hvor virksomheder kan søge op til 300.000 kr. til bæredygtige omstillingsprojekter.