Hvert år foretager Museum Odense udgravninger i forbindelse med anlægsprojekter omkring Odense, på Nord- og Vestfyn. Og hvert år bidrager disse arkæologiske undersøgelser med nye brikker til ikke blot den fynske historie, men til hele Danmarks historie.

I løbet af denne højskoleuge gør arkæologerne og andre eksperter ved Museum Odense dig klogere på de mennesker, der levede i Danmark for mange hundrede – endda tusind – år siden. Du kommer med på rejsen fra arkæologen sætter graveskeen i jorden, til fundene bliver nærstuderet under mikroskop og fortiden atter folder sig ud for vores øjne.

Højskolen er blevet til i et samarbejde mellem Folkeuniversitetet Odense og Museum Odense. Der vil være morgenbrød ved ankomst og kaffe i løbet af dagen, samt frokost, hvor der vil være rig mulighed for at snakke om dagens undervisning.

En del af undervisningen foregår ved besøg ”bag scenen” på museet og i udstillingen på TID – Museum for Odense. Ugen slutter fredag eftermiddag med en byvandring i Odenses gader.

Daghøjskolen finder sted i uge 14 hver dag fra klokken 10-14:45.

Tilmelding her

Foto: ABW