I den aktuelle udstilling på Kunstmuseum Brandts får du mulighed for for at opleve mange af de mest anerkendte og populære kunstnere, som Belgien har fostret. Udstillingen giver en omfattende introduktion til landets rige kunsthistorie: Fra realismen og impressionismens oversete kvindelige kunstnere som Juliette Wytsman og Anna Boch til den verdenskendte belgiske surrealisme med kunstnere som Réne Magritte og Jane Graverol.
Med afsæt i en af Belgiens vigtigste museumssamlinger præsenterer udstillingen værker af højeste kvalitet, alt imens der stilles skarpt på nye og oversete stemmer i den kunsthistoriske kanon. Nye vinkler belyses, og velkendte fortællinger nuanceres for tilsammen at udgøre et farverigt og facetteret billede på en kulturarv og national identitet i bevægelse.
Udstillingen er skabt i samarbejde med Musée d’Ixelles, Bruxelles.
Museumsinspektør Linnea Mølbak Szilas holder torsdag den 16. maj kl. 18.30 foredrag om udstillingen Belgisk kunst – Fra Boch til Magritte. Under foredraget ser vi på belgisk historie, kultur og identitet gennem kunstens prisme.