Det Fynske Kunstakademi byder velkommen til en offentlig forelæsning med den danske billedkunstner Signe Guttormsen (f.1964). Det sker mandag den 4. marts kl. 16 – 17.30 i Foredragssalen på Det Fynske Kunstakademi. Forelæsningen er en del af rækken af forelæsninger om kunst i offentlige rum.

Gennemgående for Signe Guttormsens praksis er en opmærksomhed og omtanke overfor den kontekst, et kunstværk indgår i. Hun er optaget af sammenhænge mellem ting, materialer og situationer – og skaber gennem medier som fotografi, maleri, tryk, skulptur, installation og bygningsintegreret kunst nye former for fortællinger og billedsprog. Guttormsen går analytisk til værks og trækker på en lang række forskellige kulturelle, politiske og kunsthistoriske referencer for at vælge det rigtige materiale eller den bedste metode til den konkrete situation. Uanset om det er et særligt sted, et materiale eller en situation, har hun blikket rettet mod det større hele.

Signe Guttormsen har lavet en lang række værker i det offentlige rum især i form af bygningsintegreret kunst til bl.a. Tagterrassen på Frederik 8.´s Palæ, Amalienborg i 2010, Midtsjællands Gymnasium Ringsted i 2013, Trafiktårnet hos BaneDanmark, Fredericia i 2015, og senest værket DET VI IKKE VED DET VED VI IKKE, til et gårdrum i Fredericia i 2020.

I 2023 modtog hun Eckersberg Medaljen.

Til forelæsningen vil Signe Guttormsen fortælle om processerne med research, skitsearbejde og vise nogle af sine integrerede kunstprojekter. Hun vil også tale om de rum, kunsten er i dialog med; hverdagens konkrete rum og komme med sine betragtninger over sted, kontekst og brugere/publikum samt hvilke muligheder det offentlige rum har, som kunstinstitutionen ikke har. Forelæsningen efterfølges af en diskussion, modereret af rektor Kristine Kern, hvor vi åbner op for spørgsmål fra salen. Alle er velkomne!

Forelæsningen er den syvende i rækken af forelæsninger om kunst i offentlige rum, som Det Fynske Kunstakademi afholder med støtte fra Statens Kunstfond. Her præsenteres nogle af de væsentligste og mest erfarne billedkunstnere indenfor feltet. Forelæsningerne er åbne for alle og finder sted i Det Fynske Kunstakademis Foredragssal mandage kl. 16-17.30. Adressen er Jernbanegade 13, 5000 Odense.

 

Signe Guttormsen: DET VI IKKE VED DET VED VI IKKE, Kongens Punkt i Kanalbyen, Fredericia, 2020. Foto: Jan Søndergaard