I weekenden slog Tivoli portene op for dette års Have- og Blomsterfestival 2024. Som start på festivalen blev der afholdt det første Tivolimesterskab i Skovhugning, hvor 16 deltagere fra hele landet dystede i forskellige motorsavsdiscipliner. Det blev Marius Eg Larsen fra Odense, der løb med titlen og æren.

De 16 kombattanter, som alle er under uddannelse til skovarbejdere, dystede i discipliner som kædeskift, afgrening, skiveskæring (liggende stamme) og træfældning. Om lørdagen blev de første 8 deltagere skilt fra inden finalen om søndagen. Og her var det altså Marius Eg Larsen, der holdt saven varmest og hovedet koldest og snuppede sejren med et sølle sekund foran Jacob Nørregaard fra Lemvig på andenpladsen.

Marius Eg Larsen, 2:56, Odense

Jacob Nørregaard, 2:57, Lemvig

Kasper Imer, 4:33, Fjerritslev (Jammerbugt) 

Mesterskabet er del af Tivolis Have- og Blomsterfestival, hvor nogle af kongerigets grønneste fingre og mest kreative sjæle fylder forlystelseshaven med blomstermagi, som både børn og voksne kan se, røre, smage og være med til at skabe. Tivolis gæster kan fx se frem til et mesterskab i skovhugning, blomstrende fotoudstillinger, vild blomsterkunst, haveinspiration, overdimensionerede insekter, blomster og havespil og til at få taget blomsterportrætter eller lavet ansigtsmaling. Tivolis Have- og Blomsterfestival kører fra d. 31. august til d. 15. september 

Pressefoto