Gastroteket åbnede på Nørregade, skriver Ugeavisen Odense. Indehaver Caroline Penoat har tidligere haft butik på Nørregade 28, men er nu flyttet i større lokaler på Nørregade 39. Nummer 39 huser nu Gastroteket, som bygger på de samme værdier som Carolines butik dog i form af et nyt koncept.
Udover at være en butik er Gastroteket også et spisested, hvor du kan købe forskellige enkle retter. Udbuddet vil variere alt efter årstiden, da det er disses råvarer, der som udgangspunkt anvendes. Menukortet består af sandwichs, tapasanretninger, dagens ret (som typisk vil være en simreret), dagens suppe og dagens salat.
I butikken sælges der kød fra fortrinsvis fynske producenter og specialiteter fra udvalgte leverandører.
I de første måneder efter åbningen (den 1. december), vil spisestedet kun være åbent i dagtimerne, men planen er at kunne servere retter om aftenen også – formodentlig engang i det nye år.
Læs mere om Gastroteket på deres hjemmeside.