På regionsrådsmødet mandag 20. juni besluttede regionsrådet, at en del af midlerne fra regionens kulturpulje skal gå til seks kulturprojekter. Fire af projekterne er festivaler, så syddanskerne kan glæde sig til en række spændende festivaler, både kendte med nye tiltag og en helt ny.

Desuden besluttede regionsrådet at støtte 10 projekter med midler fra den særlige tema-kulturpulje. Her er det gennemgående tema kreative oplevelser i naturen.

Kultur på tværs af regionen
Udvalgsformand Michael Nielsen (K), Udvalget for Regional Udvikling, kalder kulturprojekterne spændende og perspektivrige og siger:

– Med de i alt 16 projekter understøtter vi en bred palet af kulturoplevelser på tværs af hele regionen. Det er netop meningen med regionens kulturpuljer, at vi får kulturoplevelser til at blomstre på tværs af genrer og geografi til glæde for syddanskerne.

Der var i alt 12 ansøgninger til den ordinære kulturpulje, og seks af dem får støtte fra puljen. Fire af projekterne er festivaler, som skal bruge midlerne til videreudvikling og nyetablering.

Der er tale om Odense Film Festival, Rued Langgaards Festival i Ribe, Odense Blomsterfestival, og, som det nye skud på stammen, en litteraturfestival på Ærø, som vil kombinere litteratur og musik.

Naturopera for børn
Temapuljen ”Kultur og Natur” er beregnet til nytænkende og innovative projekter, som kobler kultur og natur med kreative metoder. Her fik 10 projekter tilsagn om kulturmidler, og her kan syddanskerne blandt andet glæde sig til sommeroplevelser i marsken ved Højer, liv i plantagen ved Billund, en naturopera for børn og deres familier, som opføres fem steder i regionen, og for andre nysgerrige sjæle en kunst- og videnskabsfestival under den mørke nattehimmel ved Tårup på Fyn.

Næste gang, der kan søges midler til den ordinære kulturpulje, er med frist den 1. september.

Læs mere om de projekter, som har fået støtte fra kultur- og tema-puljerne her:

https://dagsordener-referater.regionsyddanmark.dk/vis?id=97b5f21b-3c89-4814-91df-7b41885893be&punktid=29f32aa7-43bb-4469-82f1-9dff80633181

Odense Blomsterfestival er blandt modtagerne af støtte. Foto: ABW