Tak for opbakningen til Kunstmuseum Brandts i 2021. Julen står for døren, og vi kan trods de velkendte udfordringer se tilbage på et år med mange store kunstoplevelser.
I alt otte nye udstillinger og to skræddersyede familieværksteder mødte vores gæster fra hele landet. Hen over året har vi haft fokus på familier og vi har i samarbejde med Odense Kommune haft et særligt øje på de unge, som har haft det sværest under pandemien. Vi havde besøg af flere børn og unge end normalt og udviklede specialforløb for udsatte unge. Vores forskning fik et løft med et nyt treårigt projekt om de kvindelige Fynbomalere. Vi skaffede markante hovedværker til museet af bl.a. Vilhelm Lundstrøm, formidlede gennem film og lydfortællinger og var aktive i byrummet med tre (frit tilgængelige) samtidskunstudstillinger. Vi udarbejdede en ny award-nomineret hjemmeside, et nyt digitalt formidlingsunivers for borgere, der ikke fysisk kunne komme hos os, en ny kunstshop og en redesignet café. Alt sammen langsigtede forbedringer, som højner museets faglige kvalitet og attraktionsværdi.
Vi glæder os til 2022, hvor vi ser frem til at vise kunst fra hele verden fordelt over ni nye særudstillinger. Paris kommer til Odense med udstillingen Toulouse-Lautrec og stjernerne fra Montmartre, som åbner primo september som året store satsning. Men inden vi lander blødt i den festlige pariseratmosfære af blomstrende Art Nouveau, tager vi omkring Georgien med samtidskunstneren Vajiko Chachkhiani, der åbner i kunsthallen. Vi møder det danske landskab i alt fra guldaldermaleri til samtidsfotografi på udstillingen Landskaber – og den grønlandske kultur på udstillingen med fotografen Pia Arke, som er skabt i samarbejde med Louisiana og Kunsten i Aalborg. Arke er højaktuel i dag, og hendes værker har de senere år været blandt vores mest udlånte værker. Også de yngre talenter får plads, når vi byder velkommen til kunstnerduoen Vinyl -Terror og -Horror. Året byder desuden på udendørs lyskunst, en udstilling med Ib Spang Olsen, fotoudstillingen KIDS og på en ny præsentation af museets samling.
Hjertelig tak for opbakningen til Kunstmuseum Brandts og vores visioner. Den er særlig vigtig i en tid, hvor coronapandemien stadig præger hverdagen og vores kulturforbrug.
Vi glæder os til alle de store kunstoplevelser, der venter os i 2022.
Med ønsket om en god jul,
Stine Høholt Direktør, Kunstmuseum Brandts
MUSEETS SAMLING
Samlingsudstillingen holder lukket frem til februar 2022, hvor den genåbner i en helt ny præsentation, der blandt andet rummer en fornem donation: Et hovedværk af maleren Vilhelm Lundstrøm.
Samlingen på Kunstmuseum Brandts rummer 250 års dansk kunsthistorie. I denne helt nye præsentation viser vi det bedste fra gemmerne i selskab med markante nyerhvervelser og oversete perler.
Udstillingens værker afspejler skiftende tiders kunstsyn. Guldaldermalerne søgte efter skønheden i ruinerne fra det antikke Rom. Socialrealisten H.A. Brendekilde skabte danmarkshistorie med sit gribende monument over den udslidte landarbejder, der er faldet om på marken. De konkrete kunstnere hyldede abstraktionen som frirum og dyrkede farvens og formens klare sprog. Med en kronologisk præsentation af samlingens væsentligste perioder viser udstillingen, hvordan kunstnere gennem tiden har forsøgt at finde vej i en kompleks virkelighed.
Klassikere som Jens Juel, C.W. Eckersberg, H.A. Brendekilde, Vilhelm Hammershøi og Anna Ancher vises side om side med kunstnere som Elisabeth Jerichau Baumann og Agnes Slott-Møller, der først i se senere år har indtaget deres retmæssige plads i kunsthistorien. Den moderne samling rummer fine værker af Vilhelm Lundstrøm, Ebba Carstensen, Vilhelm Bjerke Petersen, Sonja Ferlov Mancoba, Asger Jorn, Poul Gernes, Per Kirkeby, Kirsten Lockenwitz og Anette Harboe Flensburg.
Vi glæder os til at genåbne samlingsudstillingen i februar 2022.
JULEPAKKER GIV ET ÅR MED KUNST
Læg et årskort og et udstillingskatalog under træet. Med 8-10 forskellige udstillinger om året, er der altid en oplevelse at glæde sig til på Kunstmuseum Brandts.
Med et årskort i hånden kan modtageren tage en ven med kvit og frit.
Årskortet kan købes sammen med enten Allan Otte eller Kathrine Ærtebjerg katalog.