I forbindelse med Blomsterfestivalen i Odense den 17. august afholdes der et stort arrangement med fællesspisning i Kongens Have. Arrangementet sætter fokus på ensomhed og fællesskab, og har deltagelse af ældrerådmand Søren Windell (K) og med åbning af borgmester Peter Rahbæk Juul (S). Arrangementet er åbent for alle – så kom forbi, sid ned, og få et gratis måltid mad med andre odenseanere.
Odense kommune er optaget af, hvordan vi sammen kan skabe fællesskaber og mindske ensomhed i samfundet. For at sætte fokus på emnet, har Center for Mental Sundhed (tidligere PIO) været tovholder på at arrangere en stor fællesspisning i Kongens Have under Blomsterfestivallen. Det er gratis og alle er velkomne.
Ældre- og handicaprådmand Søren Windell glæder sig over at få ensomhed på dagsordenen:
– Når vi vælger at sætte fokus på ensomhed gennem fællesspisning, så er det ikke tilfældigt. Måltidet er det perfekte symbol på fællesskab og samvær. Måltider bringer mennesker sammen! Så på fredag spiser vi sammen på tværs af generationer, venskaber og familie. Vi har allerede inviteret både skolebørn og ældre fra vores plejecentre og håber desuden på, at en masse odenseanere vil sætte sig ind og være med.
Borgmester Peter Rahbæk Juel åbner arrangementet:
– Blomsterfestivalen og byens mange andre festivaler er jo i deres natur en indgang til fællesskab og gode oplevelser. Men det er ikke lige let for alle mennesker at blive en del af de festligheder. For ikke alle har nogen at gå ind i fællesskabet med. Derfor er det en oplagt at bruge Blomsterfestivalen til at sætte fokus på ensomhed. For vi har ikke en god festival, hvis nogen står udenfor og må nøjes med at se på, at andre holder en fest.
Vi spiser sammen i Kongens Have
Arrangementet foregår fredag den 17. august mellem kl. 11:00-15:00 i Kongens Have. Udover hyggelig fællesspisning i teltet vil der være stille livemusik og underholdning.
Program:
11.00 Borgmester Peter Rahbæk Juel byder velkommen
11.20 Musik ved duen Elsborg og Maribo
11.30 Fællesspisning
13.00 Rådmand Søren Windell taler om fællesskaber og ensomhed. Han har lovet at synge for til fællessang
14.00-15.00 Kaffe og kage
Arrangementet bliver til i samarbejde med Peer to Peer, OK AKTIV, KFUM Socialt Arbejde Odense, Byens Køkken, Odense Blomsterfestival og Center for Mental Sundhed. De glæder sig til at se jer.
Initiativet støttes økonomisk med 10.000 kr. af FOLKEBEVÆGELSEN MOD ENSOMHED/ Nordea.