7529 gange er Dyrenes Beskyttelse rykket ud til en hjortepåkørsel i 2024’s første ni måneder. Nu venter den travleste periode, da oktober og november oftest er højdespringerne.

Strækninger med høj fart ved grønne områder er en kombination, hvor Dyrenes Beskyttelse opfordrer til, at man er ekstra opmærksom. Biolog Michael Carlsen minder om, at det er en barsk oplevelse for alle implicerede parter:

– Det er selvsagt voldsomt for hjorten, der oftest vil miste livet – og ikke altid på stedet. Men som bilist er det også virkelig chokerende at påkøre et stort dyr, der afhængig af hjortearten kan veje op til 150 kg.

I alt har Dyrenes Beskyttelse rykket ud til 7529 hjortepåkørsler i de første ni måneder af 2024. Kigger vi på tallene for landets 98 kommuner, så topper Aalborg med 272 påkørsler i årets første ni måneder, mens 4700 Næstved er det postnummer, der ligger højst med 115 påkørsler.

Myldretid og hjorteaktivitet ramler sammen

Selvom man kan være chanceløs, når et dyr springer ud foran én, er der alligevel en række overvejelser, man kan gøre sig.

– I efteråret er den store udfordring, at dagene bliver kortere og kortere. Det betyder, at vi transporterer os til og fra arbejde i skumring og dæmring, hvilket falder sammen med de tidspunkter på døgnet, hvor hjortene bevæger sig mest. Og det giver et øget antal påkørsler, siger Michael Carlsen og fortsætter:

– Derfor er vores anbefaling, at man letter foden fra speederen, når man kører langs grønne områder, er på vagt for lysende øjne i vejkanten og noterer sig, når skiltning advarer om øget risiko for hjorte i området. Derudover er det også værd at vide, at hjorte er flokdyr, så en hjort krydser sjældent vejen alene.

 

 

 

Kilde