Arbejdet med en ny bystrategi for Odense er i gang. Bystrategien er byrådets vision og overordnede strategi for Odenses udvikling frem mod 2035. Nu inviterer Odense Kommune byens borgere, virksomheder og foreninger til at deltage i et spørgeskema om en ny Bystrategi for Odense.
Bystrategien er med til at bestemme, hvordan Odense skal vokse, forandres og ændres – kort sagt hvilken by Odense skal være i 2035. Strategien vil komme til at sætte retning for alt fra fremtidens byudvikling og vækst over børn- og ungeområdet til sundhed og klima.
Nu inviteres alle interesserede til at deltage i en spørgeskemaundersøgelse, hvor de kan komme med deres syn på, hvordan den kommende bystrategi skal sættes sammen.
“Odense er en by i rivende udvikling. Derfor står vi i dag et godt sted, hvor vi har nogle helt nye muligheder for at udvikle os som by. Med udviklingen kommer der også nye udfordringer, vi skal forholde os til. Derfor håber vi, at så mange odenseanere som muligt vil svare på spørgeskemaet og hjælpe os med at skabe fremtidens by.” fortæller borgmester Peter Rahbæk Juel.
Spørgeskemaet består af en række spørgsmål, der fordeler sig på emnerne:
Velfærd
Byudvikling og kultur Klima, natur og miljø Vækst Sundhed.
Formålet med spørgeskemaet er at få viden og ideer fra borgere, virksomheder, foreninger og andre organisationer i Odense til det videre arbejde med en ny bystrategi for Odense.
Spørgeskemaet kan besvares fra 3.-16. juni 2022 på https://www.survey-xact.dk/LinkCollector?key=2XAUWNNELK9N
Læs mere på odense.dk/byens-vision.