SKRÆKFEST indtager byen for i dage fyldt med gys og horror.
Helvedes porte åbner sig snart, når SKRÆKFEST, Danmarks førende horrorfestival, indtager Odense fra den 29. februar til den 2. marts. Festivalen, som Odense Bibliotekerne står bag, lover at levere skrækindjagende oplevelser på tværs af forskellige dimensioner inden for horroruniverset.
SKRÆKFEST er for horrorfans, hvad frisk hjernemasse er for zombier. Det mener Mathias Clasen, lektor og horrorforsker ved Aarhus Universitet i hvert fald. Og Mathias Clasen, en af mange horror-eksperter, der deltager i festivalen, beskriver SKRÆKFEST som en nødvendighed for alle, der elsker at blive skræmt fra vid og sans.
Odense Bibliotekerne sigter mod at hylde den fascinerende horrorkultur på tværs af aldersgrupper og kulturelle præferencer.
Virkelighedens gys
Kathrine Dyrkilde, som er med til at arrangere festivalen, forklarer.
– Horror er både film, litteratur, brætspil, koncerter og VR – og vi vil gerne give både børn og voksne mulighed for at opleve horror i mange forskellige dimensioner, siger hun og advarer samtidig om, at de fleste oplevelser ikke egner sig til børn, selvom lørdagen byder på specielle børneevents.
SKRÆKFEST sætter fokus på virkelighedens gys – herunder den populære true crime-genre. Foredragsholdere som Kristian Corfixen, manden bag Netflix-serien “Sygeplejersken,” og forfatteren og kriminalpsykologen Florence McLean vil udforske virkelighedens rædsler under årets festival.
Festivalen byder på et omfattende program, der spænder fra gysets videnskab til gåsehudsfremkaldende oplevelser. Besøgende kan deltage i alt fra maraton-filmnat til frygtindgydende horrorlabyrinter og udforske en ny dimension af skræk i VR Horrorzonen.
Markedspladsen Dark Market fejrer sit 20-års jubilæum med et rekordstort udvalg af merchandise og mystik inden for horrorkulturen. Festivalens ramme skabes i samarbejde med lokale kræfter og aktører, herunder Odense Bibliotekerne og Borgernes Hus.
For yderligere information og det fulde festivalprogram, besøg www.odensebib.dk/skraekfest