Salgsperioden for fyrværkeri til nytår er startet, men som noget nyt må der i år først lovligt fyres af fra 31. december til 1. januar. Dyrenes Beskyttelse håber, at danskerne er bevidste om ændringen og på den måde tager mere hensyn til både dyr og mennesker.
At fyre fyrværkeri af nytårsaften er en stor tradition i Danmark. Desværre er det langt fra alle, der synes, det er festligt, og rigtig mange dyr lider under det. Dyrenes Beskyttelse har derfor i flere år advokeret for at få forbudt fyrværkeri til brug for private, og i starten af 2024 meldte regeringen ud, at nu forkorter de affyringsperioden.
Det betyder, at der i år ikke må fyres fyrværkeri af før d. 31. december og kun indtil d. 1. januar. Hidtil har det været lovligt at fyre af allerede fra d. 27. december. Salgsperioden startede dog allerede d. 15. december.
– Vi er meget glade for, at der endelig er blevet ændret på en del af lovgivningen om nytåret. Vi havde gerne set, at salgsperioden også var blevet forkortet, da vi ved, at så snart folk køber fyrværkeri, fyrer de det også af. Vi opfordrer derfor på det kraftigste danskerne til at følge de nye regler, siger Jens Jokumsen, familiedyrschef i Dyrenes Beskyttelse.
Samtidig med at affyringsperioden forkortes, strammes bødegrænserne også. Hvis man som privatperson fyrer af uden for den tilladte periode, vil det udløse en bøde på op mod 2.500 kr., hvilket er en forhøjelse på 500 kr. i forhold til sidste år.