Friluftsrådet uddeler i år Blå Flag til 153 strande og 15 havne i Danmark. Derudover kan 68 badesteder hejse Badepunkt-flaget, som signalerer badested med unikke frilufts- eller naturoplevelser. I Odense er Davinde Sø Badepunkt.
Vil du bade på en strand med garanti for rent badevand og hvor der er særlig fokus på bæredygtighed? Er du sejler og vil gerne lægge til i en miljøvenlig havn? Eller er du på udkig efter en strand eller badesø, der udover rent badevand tilbyder særlige natur- eller friluftsoplevelser?
Det Blå Flag og Badepunkt er mærkningsordninger, der garanterer netop det. Bag dem står Friluftsrådet, der nu offentliggør listen over de danske strande og havne, der i 2023 kan hejse enten det Blå Flag eller Badepunkt-flaget.
Denne sommer kan du finde det Blå Flag på 153 danske strande og i 15 havne, mens 68 badesteder lever op til kriterierne for at blive et Badepunkt.
“Rent badevand er vigtigt for mange, men vi ved, at rigtig mange danskere også går op i bæredygtighed, og et af de vigtigste kriterier for Blå Flag er fokus på bæredygtighed, f.eks. i form af afholdelse af aktiviteter, der gør gæsterne klogere på natur og miljø. Derfor glæder det mig, at vi igen i år kan give så mange strande og havne det kvalitetsstempel, som mærkningsordningen Blå Flag er,” siger Winni Grosbøll, direktør i Friluftsrådet.
Unikke steder at bade
Badepunkt er en nordisk mærkningsordning, der startede som et pilotprojekt med 7 strande i 2018, men i år er blevet tildelt hele 68 strande, søer og havnebade.
Badesteder med Badepunkt har færre faciliteter end dem mærket med Blå Flag, til gengæld er der særlige natur-, kultur eller friluftsoplevelser at finde her.
“Jeg er glad for, at stadigt flere kommuner kan se fordelen i at tilbyde lokale og turister de badeoplevelser, som mange også efterspørger: de simplere men med natur- eller friluftsoplevelser, samt naturligvis stadig med rent badevand og badesikkerhed,” siger Winni Grosbøll.
Blå Flag er en international mærkningsordning, som i Danmark drives af Friluftsrådet, der i løbet af sæsonen kontrollerer, at strande og havne med Blå Flag såvel som Badepunkt lever op til kriterierne.
De blå flag hejses på mange havne i maj, mens flag på strande og badesøer typisk hejses først i juni.
Se mere om flaghejsninger på kommunernes hjemmesider.