Danskerne er blevet vilde med at klatre, og hos Friluftsland i Odense er salget af klatreudstyr fordoblet fra 2021 til 2023.

Klatresporten har i mange år været en nichesport i Danmark, men det er ikke tilfældet længere. Det oplever man hos Friluftsland i Odense, hvor salget af klatreudstyr er fordoblet fra 2021 til 2023.

– Den måde, som interessen er vokset inden for klatring, kan ikke sammenlignes med nogen andre trends, vi har set. Det har været helt eksplosivt og er det stadig, fortæller Bo Suhr Willumsen, der er butikschef i Friluftsland i Odense.

– Hvis man skal ud at prøve kræfter med klatring på lave klatrevægge – som er det mest populære og det, man kalder bouldering – så er det bare et par gode klatresko, man skal bruge for at komme i gang. Så dem har vi solgt en del af, men vi har også solgt godt af alt vores andet sikkerhedsudstyr såsom seler, reb, hjelme og slynger. Det sælger langt bedre end for et par år siden, tilføjer Bo Suhr Willumsen.

Fanger der, hvor man ellers slipper
Ifølge tal fra Idrættens Analyseinstitut falder deltagelsen af idræt i foreningsregi, når man går fra barn til teenager og ung. Hvor hele 82 procent af de 7-12-årige dyrker deres sport i en forening, falder det til 69 procent blandt de 13-15-årige, og til 46 procent hos de 16-19-årige. Spørger man Dansk Klatreforbund, hvor medlemstallet er vokset med ti procent det seneste år, ser billedet helt anderledes ud.

– Typisk starter man med klatringen i de tidlige ungdomsår eller studieår, som ellers er de tidspunkter, hvor mange har svært ved at fastholde en sport. Her kan klatring noget særligt ved den sociale kultur, der er en del af den. Når man har klatret, holder man en lille pause og taler med de andre om, hvordan det gik. På den måde er halvlegssnakken en del af det, der sker på gulvet til klatring, forklarer Henrik Roca Stephansen, der er konsulent i Dansk Klatreforbund.

Her spår man, at kulturen med en børnetræner, som man kender det fra andre sportsgrene, vil give klatringen en ekstra bølge i takt med, at mange unge klatrere selv får børn og ønsker at se dem afprøve sporten.

Vil du prøver kræfter med klatring i Odense, er der flere muligheder blandt andet hos Odense Sportsklatreklub og Boulders Odense.

Pressefoto