Industriens Pension og ejendomsmæglerkæden EDC kan melde om alt udlejet i det nye boligprojekt ’Trekløveren’ i Gartnerbyen i Odense. Der har været stor efterspørgsel efter de 89 nyopførte lejeboliger i et marked, der ellers er præget af betydeligt udbud af nye boliger.

Selv om markedet for nyopførte boligprojekter i Odense generelt er blevet vanskeligere de seneste år, er der stadig solid efterspørgsel efter attraktive boliger i flere af de nye byområder. Det gælder bl.a. de 89 lejeboliger i boligprojektet ’Trekløveren’, der er ejet af Industriens Pension.

EDC Poul Erik Bech Odense, der står for udlejning af boligerne for Industriens Pension, kan således melde om alt udlejet i projektet.

I Industriens Pension glæder ejendomschef Søren Tang Kristensen sig over, at der er taget godt imod projektet, der ligger i Odenses nye store byområde, Gartnerbyen.

”Udviklingen bekræfter, at Gartnerbyen er blevet en ny attraktiv bydel, og at der fortsat er et fornuftigt lejemarked for nye velbeliggende boliger. Markedet i Odense har ellers været præget af et relativt stort udbud af nye boliger og derfor risiko for lidt større tomgang, men interessen for Trekløveren har været stor. Trekløveren har alt, hvad der skal til for at blive et rigtig godt sted at bo for de nye lejere,” siger Søren Tang Kristensen.

Lidt køligere marked

I EDC Poul Erik Bech Odense mener partner Morten Nancke, at den solide interesse for boligerne afspejler, at der trods det højere renteniveau og et lidt køligere marked end for et par år siden fortsat er en fornuftig efterspørgsel for attraktivt beliggende lejeboliger i Odense.

”Trekløveren er et rigtig godt byggeri med højt kva­li­tets­ni­veau. En af grundene til udlejningssuccesen er, at de henvender sig til mange forskellige segmenter; både studerende, småbørns­fa­mi­li­er og pensionister. De lejligheder, der har haft den største efterspørgsel, er udlejet sammen med en tilhørende parkeringsplads. Det har været en fornøjelse at hjælpe Industriens Pension med udlejningen,” siger Morten Nancke.

EDC Poul Erik Bech Odense oplyser, at det er muligt at skrive sig op til venteliste til en bolig i Trekløveren, og at der løbende sagtens kan opstå ledige boliger pga. flytninger og en naturlig udskiftning.

Blandt de sidste projekter i Gartnerbyen

Trekløveren består af 89 lejeboliger med 2- og 3-værelses lejligheder, som er fordelt på tre punkthuse, der symboliserer hver deres blad i trekløveren. Det var et af de sidste projekter i det nye store byområde Gartnerbyen, der ligger 2 km vest for Odense centrum og er et af de største byudviklingsprojekter i kommunen nogensinde.

Gartnerbyen som helhed er netop færdigudviklet med i alt ca. 1.900 ejer- og lejeboliger, masser af grønne åndehuller og et butikstorv.

Entreprenørvirksomheden Skjøde er totalentreprenør på det nye byggeri, mens Arkitema Architects har stået for arkitekturen. Boligerne bliver certificeret til DGNB Guld, hvilket betyder, at de er opført med fokus på høje sociale, økonomiske og miljømæssige standarder.

Pressefoto