Farveraderinger fra Italien

29.10–23.11

Fyns Grafiske Værksted har fornøjelsen af at vise Johanne Foss’ farveraderinger i november måned. Johanne Foss (f. 1939) gik på Kunstakademiet i København i årene 1960-65. Hun har derefter deltaget i kurser på Grafisk skole hos blandt andre professor Palle Nielsen.

Johanne Foss er blandt andet inspireret af sine rejser til Rom.

Kunsthistoriens ældste fresker med havemotiver befinder sig her i Palazzo Massimo. De kommer oprindeligt fra kejserinde Livias Villa uden for Rom, som Foss også har haft adgang til. Farveraderingerne er skabt i dialog med disse fresker fra 20-30 f.Kr., men da motiverne mindede hende om et nutidigt, italiensk landskab, lader hun de to tider møde hinanden i sin æstetisk raffinerede serie.

Foss udfører stregætsninger, der markerer landskabets linjer, kurver og former. Dernæst ætses de og der udføres farveplader i akvatinteteknikken. Til sidst trykkes de i flere farver.

I en langsommelig proces forener Foss nutiden med den antikke fortid, så der opstår en form for evigt landskab i disse grafiske tryk, der rummer en malerisk taktilitet og et spændende farvespil.

Udstillingen åbner fredag d. 29. oktober kl. 14-16:00, alle er velkomne til at deltage.

Galleriet åbningstid: tirsdag-fredag 11-17 og lørdag 10-14

Kontorets åbningstid tirsdag-fredag 10-17