Det kom som en kæmpe overraskelse, da Danmarks hurtigste racerkører, Kevin Magnussen, efter et år i det amerikanske sportsvognsmesterskab pludselig vendte tilbage til motorsportens ypperste klasse. Til februar fortæller Kevin Magnussen alt om sit Formel 1-comeback, når han drager på en eksklusiv foredragsturne i tre danske byer.
Ingen havde troet, at Kevin Magnussen nogensinde ville gøre comeback i Formel 1, da danskeren i efteråret 2020 tog afsked med motorsportens fornemmeske klasse efter syv sæsoner. Specielt ikke Kevin Magnussen selv.
“Formel 1-sæsonen 2020 bliver min sidste sæson med Haas F1 Team,” skrev han dengang på Instagram, men sådan gik det altså ikke, for halvandet år senere inviterede Haas-teamet Kevin Magnussen tilbage på holdet efter en fyring af den russiske kører Nikita Mazepin.
“Jeg var meget overrasket, men først og fremmest var jeg begejstret og utroligt taknemmelig, da min tidligere chef Günther Steiner ringede mig op og tilbød mig en ny kontrakt. Jeg havde egentlig bundet mig til at køre for Cadillac Racing i USA og senere for Peugeot Sport i VM-serien, men muligheden for at køre Formel 1 var simpelthen for god til at sige nej til. Især for et hold som Haas, hvor jeg har et rigtig stærkt forhold til hele teamet,” siger Kevin Magnussen, der blandt andet fik sit tilbud på grund af sin årelange erfaring i Formel 1 og sit indgående kendskab til det amerikanske team.
Kom med helt ned i racersædet Siden det overraskende comeback er det blevet til 13 løb med et samlet pointudbytte på 22, hvilket bringer Kevin Magnussen ind på en foreløbig 11. plads i VM-stillingen – foran kørere som Daniel Ricciardo, Pierre Gasly og holdkammeraten Mick Schumacher.
Magnussens bedste løb indtil videre er hans første tilbage i racersædet, hvor han endte som nummer fem i sæsonens premiereløb. Dét løb, tankerne bag sit comeback samt livet tilbage som Formel 1-kører fortæller Kevin Magnussen om i en eksklusiv foredragsturne, der besøger Aarhus, Odense, og København i februar 2023.
For danske motorsportsentusiaster er det en unik mulighed for at komme helt tæt på Danmarks hurtigste racerkører og blive taget med bag kulisserne i Formel 1. Det sker i samtale med TV 2’s motorsportsjournalist Ulrik Jönsson, der har fulgt Kevin Magnussens karriere.
Magnussen og Jönsson ser frem til tre underholdende aftener, hvor de tager tilskuerne med helt ned i racersædet og serverer højdepunkter og førstehåndsanekdoter fra det spektakulære og overraskende comeback. Og der er nok at tage fat på med en sæson, der allerede har budt på masser af spænding og store øjeblikke.
“Sidste år var jeg på en lignende turne rundt i landet sammen med min far, Jan Magnussen, og Ulrik. Det var fantastisk at opleve, hvor meget danskerne brænder for motorsport, så jeg glæder mig til at komme ud og møde de danske fans igen og fortælle om mit comeback,” siger Kevin Magnussen.
Foredraget ‘Min vej tilbage til Formel 1’ kommer til København, Odense og Aarhus i starten af februar 2023. Læs mere om foredraget og køb billetter på tour.tikko.dk/kevin-magnussen