Han pryder Odenses byvåben, hans skelet ligger i domkirken og om lidt kan han også få plads i odenseanske elevers skoletaske. Alle Odenses skoler er nemlig modtager af en ny undervisningsbog om Odenses største myte, Knud den Hellige.
Bag bogen står Odense Bys Museer, som i forbindelse med Møntergårdens særudstillig “Knuds Odense – Vikingernes by” også har samlet stof til en helt ny elevbog, “Knud – konge, helgen, myte”. Alle Odenses skoler har modtaget et klassesæt af bogen beregnet til 7.-9. klasse.
Var Knud den Hellig virkelig en helgen eller mon en skrupelløs magtpolitiker? Det er et af de spørgsmål, som bogen stiller børnene. Svaret får de ikke, for et endegyldigt svar findes ikke. Og det er netop bogens formål – at få eleverne til at forstå, hvad der ligger bag forskellige måder at fremstille historien på. At bag historiefortællingen ligger i virkeligheden lige så meget en historie om afsenderen, og hvad han ville bruge historien til.
Drabet på Knud den Hellige i Sankt Albani Kirke i 1086 blev startskuddet til Odenses storhedstid i middelalderen. Med helgenkåringen af Knud fik Odense en særlig status, der gjorde, at mennesker fra hele verden valfartede til Odense. Dermed begyndte byen at vokse.
Bogens omdrejningspunkt er Thomas Kluges maleri og tolkning af Knud den Hellige, der indgår i Møntergårdens særudstilling “Knuds Odense – Vikingernes by”. Ligesom Kluge skal eleverne undersøge kilderne om Knud og skabe deres egen version, der viser, hvad de kan bruge Knud den Hellige til den dag i dag. På den måde vil eleverne forholde sig innovativt til historien og ikke blot se den, som noget, der er overstået. Historien er en levende størrelse, og eleverne er selv med til at skabe den fortælling, der overlever.