Søndag den 12. september kan du tyvstarte på årets æblerov og prøvesmage friskpresset sensommerjuice og lave fedtkugler til fuglene hos Plantorama i Odense, der fejrer sensommerlivet på Havens Dag.
Er du et af Odense´s mange havemennesker, så går du nu en rigtig spændende tid i møde. I efterårets første uger er jorden både fugtig og lun, og det giver havefolket optimale vilkår til at lykkes med haveprojekterne. Det er populært sagt årets bedste plantetid.
Derfor fejrer Plantorama i Odense Havens Dag den 12. september med masser af inspiration til efterårets bedste udplantninger og borddækninger, hvor have og hjem kan smelte sammen. Derudover vil juiceentusiasterne fra High on Juice komme forbi i løbet af dagen og dele ud af både erfaringer og smagsprøver og give tips til den perfekte æblejuice med et tvist.
– Havens Dag er en begivenhed der gør det muligt for folk at få inspiration til alt fra udplantninger til hvordan man kommer i mål med havesyslerne. Der er mulighed for at få råd og vejledning fra kompetente medarbejdere der glædeligt tager imod alle slags spørgsmål, siger Brian Nissen, der er centerchef i Plantorama Odense.
Efterårssysler og fedtede fingre
Vil man sikre sig frugt til kommende sæsoners søde sysler, er det også nu, frugttræerne skal plantes. Derfor sætter Plantorama i år et særligt fokus på æbletræer, så alle odenseanerne kan komme hjem med den helt rigtige sort til deres syltning, bagning eller juicingprojekter. Og til de små ornitologer stiller Plantorama grankogler, fedt og luksusfrø til rådighed, så børn i alle aldre helt gratis kan prøve at lave deres egne foderkugler til vinterens fugle.
Havens Dag afholdes i Plantorama på Risingsvej i Odense søndag den 12. september.