I udstillingen KIDS vrimler det med børn: Søde børn, legesyge børn, ensomme børn, uskyldige børn og utilregnelige børn. Igennem århundreder er børn blevet skildret i kunsten: Fra kostbare malerier til fotografier, der har gjort billeder af børn til allemandseje. Med afsæt i Kunstmuseum Brandts store fotosamling af dansk og international kunstfotografi dykker vi ned i kunstens børneskildringer, der både viser romantiske idealer og stor kompleksitet.
I KIDS kan du opleve vigtige, rørende og tvetydige børnebilleder. Med over 70 værker af danske og internationale fotografer samt talrige historiske fotografier fra Kunstmuseum Brandts samling åbner vi op for barnets verden med en række af kunstfotografiets fornemste udøvere som Antanas Sutkus, Dag Alveng, Sally Mann, Fryd Frydendahl og William Eggleston.
Se udstillingen frem til den 14. april 2024.