To mænd, formentlig halvbrødre, blev adskilt af et togt i begyndelsen af
1000-tallet. Den ene døde på slagmarken i England. Den anden døde af slid på
Fyn. Nu møder de hinanden igen – på Nationalmuseet. Anledningen er en ny
stor særudstilling om vikingerne, der åbner 26. juni. Arkæologer og forskere
har de seneste år undersøgt de to hårdtprøvede mænd. Det er der kommet helt
ny viden ud af. ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌ ‌
‌En ung dansk viking fra Otterup på Fyn blev brutalt nedslagtet i England og

smidt i en massegrav i Oxford for over 1000 år siden, mens hans halvbror,
nevø eller onkel gik hjemme på Fyn og aldrig så ham igen.

Men nu mødes de igen som skeletter på Nationalmuseet i København, når den
nye udstilling om vikinger åbner den 26. juni. Det er helt ny forskning, der
har koblet de to mænd sammen.

Gennem DNA-undersøgelser er det lykkedes at fastslå, at de to mænd har 2.
grads slægtskab, og at de altså er enten halvbrødre eller nevø og onkel.

Lemlæstet i Oxford

Fra 850 bosætter flere danskere sig i England og lever som bønder. Andre
danske vikinger fortsætter plyndringstogterne på de engelske kyster, som de
har gjort lige siden 793. Men i 1002 vender lykken for vikingerne.

Den engelske konge Æthelred 2. beordrer en massakre på danskerne, og mange
mister livet. Andre dør i kampene, der bølger frem og tilbage i årene efter,
og en af dem er altså en ung mand fra Fyn. Han bliver brutalt myrdet og
smidt i en massegrav i Oxford.

På den anden side af Nordsøen på Fyn lever hans slægtning, der fordrev det
meste af sin tid som bonde. Han dør mange år efter som 50-årig. Han bliver
lagt i jorden i en grav ved Otterup i midten af 1000-tallet. I 2005 graver
arkæologer fra Odense Bys Museer ham frem.

Analyser viser, at den 182 cm høje mand har haft et hårdt liv. Han har
slidte tænder, han har en lungesygdom, og hans krop er mærket efter hård
vold. Undersøgelser viser også, at manden levede af en solid bondekost med
rigeligt kød og lejlighedsvis fisk på menuen.

“Der tegner sig et billede af en mand, som det meste af sit liv levede som
bonde. På et tidspunkt har han måske været på togt. Han har i hvert faldt
været i kamp flere gange i sit liv. Men her stopper hans fortælling ikke.
Det er nemlig lykkedes at finde et familiemedlem til manden. Det er den unge
mand fra massegraven i Oxford, ” siger Lasse Sørensen, forskningschef på
Nationalmuseet.

Den unge kriger er ca. 180 cm høj. Hans kranie viser spor af intet mindre
end ni læsioner forårsaget af et sværd eller en anden skarp genstand. En
regn af pile er sendt afsted efter ham, og han har også fået flere spyd i
ryggen. Han er kort sagt maltrakteret. I 2008 finder man ham i massegraven
sammen med mindst 35 andre mænd. Ligesom ham er de alle brutalt myrdet.

Se de to brødre i Nationalmuseets vikingeudstilling “Togtet”

Mød vikingebrødrene i Nationalmuseet nye udstilling “Togtet”
Museumsinspektør Jeanette Varberg står bag Nationalmuseets nye
vikingeudstilling “Togtet”. Her ser man Danmarks absolut største samling af
skatte fra vikingetiden. Gæsterne træder også ind i en filmisk
totaloplevelse, hvor de kommer med på et togt til Middelhavet. Udstillingen
åbner 26. juni 2021.
Læs mere om udstillingen “Togtet” på viking.natmus.dk

Sådan fandt vi ud af, at de var beslægtede – muligvis brødre
“DNA-undersøgelser viser, at de to mænd har 2. grads slægtskab. Det betyder,
at de enten er halvbrødre eller nevø og onkel” siger Eske Willerslev fra
Center for Geogenetik, Københavns Universitet.

De seneste årtiers naturvidenskabelige forskning har revolutioneret
arkæologien. Studier af blandt andet DNA og strontiumisotoper fra gravlagte
personer giver os indsigt i, hvordan vikingetidens mennesker rejste både i
Danmark og ud i verden.

I et stort DNA-studie fra 2020 undersøgte man 442 individer fra bronzealder
(ca. 2400 f.Kr.) til middelalder (ca. år 1600). DNA’et blev udvundet fra
tænder eller fra knoglevæv ved tindingebenet. De undersøgte individer
stammer fra Estland, Sverige, Danmark, Norge, England, Irland, Grønland,
Færøerne, Island, Polen, Italien, Rusland og Ukraine. Resultaterne blev
sammenlignet med prøver fra 3855 tidligere undersøgte nutidige individer
samt 922 forhistoriske individer.

I det omfattende datamateriale har forskerne, bag DNA-studiet, fundet flere
eksempler på mænd og kvinder, som viste sig at være i familie med hinanden.
Og det var her, at forskerne matchede de to nært beslægtede mænd, der endte
deres dage på henholdsvis Fyn og i England.

Forskningsholdet bag undersøgelserne af vikingegravene

*