De nye tal betyder, at ledighedsprocenten i Odense er steget fra 3,6 % i januar 2023 til 3,7 % i februar 2023.
For hele landet er ledighedsprocenten uændret 2,8 % i både januar 2023 og februar 2023.
– Det er ærgerligt, at ledigheden stiger. I 2022 lykkedes det at hjælpe så mange odenseanere i arbejde, at ledigheden blev holdt på et meget lavt niveau. Det var rigtigt godt for alle de odenseanere, der blev hjulpet i job. Og det var godt for kommunen, for det betød, at vi brugte færre penge på ydelser og nu kan lægge 147 millioner kroner i kommunekassen. Lige nu er fremtidsudsigterne for beskæftigelsen mere dystre, men grundlæggende er fokus i beskæftigelsesindsatsen uændret. Vi fortsætter det gode og tætte samarbejde med virksomhederne og fastholder den individuelle jobformidling, hvor den enkelte ledige er i fokus, siger beskæftigelses- og socialrådmand Christoffer Lilleholt.
Odense indtager en 5. plads i ledighedsplaceringen i februar 2023. Det betyder, at Odense har landets 5. højeste ledighedsprocent.
I januar 2023 havde Odense landets 8. højeste ledighedsprocent.
Den aktuelle ledighedsprocent er 3,9 % svarende til 3.961 fuldtidspersoner.